Venstre har en plan for Randers Kommune
Velfærd i Randers Kommune var det helt centrale emne da borgmester Claus Omann Jensen talte i Helligåndshuset mandag aften.
Venstre vil i kampen om borgmesterposten lægge vægt på en række punkter, som alle skal fastholde eller forbedre velfærden for borgerne i Randers Kommune.
Borgmesteren redegjorde herefter for de enkelte tiltag. Forudsætningen er en robust økonomi og bredt samarbejde i byrådet.
– Da vi kom til, var kommunens nettokassebeholdning nul kroner. Der var ingen penge i kassen, men nu har vi over 100 millioner i frie likvider, som vi så kan bruge på det, som vi prioriterer, erklærede Claus Omann Jensen.
– Jeg er ved at være træt af hele tiden at få at vide, at jeg ikke tænker på velfærd, hvis der skal bruges to millioner kroner ekstra på bedre veje, grønne områder eller nye fortove. Jeg bliver ærgerlig over hvis man ikke anerkender, at to mio. kroner til støjplagede borgere omkring E45 ikke er velfærd. Jeg bliver træt af at høre, at 10 millioner kroner til en bro ikke er velfærd. Jeg bliver led og ked af det, når jeg får at vide, at en ny multihal heller ikke er velfærd, selvom mange mennesker har glæde af den hver dag, påpegede borgmesteren.
Borgmesteren tog endnu en gang fat på problemerne omkring E45. To spor rækker ikke længere, og derfor skal der laves et ekstra spor fra Vejle til Randers.
– Jeg er glad for at regeringen allerede har taget hul på opgaven, og at der er en fase mere i vente. Det jeg er knapt så glad for er, at jeg ikke har fået bekræftet endnu, at den VVM-undersøgelse, som skal vurdere miljøkonsekvenserne af en udvidelse af E45, endnu ikke indebærer strækningen helt til Randers.
Claus Omann Jensen er også nervøs ved, at der kun er én bro udover motorvejsbroen. Såfremt der sker en påsejling af Randers bro, vil det hver dag koste millioner af kroner i tabte indtægter mener han.
– Jeg forstår ikke, at vi som ansvarligt byråd ikke tør at sætte penge bagved. Nu er skåltalen jo holdt, men kun Venstre og Dansk Folkeparti havde afsat penge i deres budgetforslag til en ny bro, sagde Claus Omann Jensen, som oplyste, at de to partier havde afsat 10 millioner kroner.
Borgmesteren erkendte, at der skal samles mindst 300 millioner kroner yderligere inden projektet er færdigt.
– Men hvis ikke vi begynder et sted og hvis ikke vi viser viljen og vejen, vil den bro aldrig blive etableret, understregede han.
Velfærd er bl.a. også at man kan få varerne frem, at kunne komme hjem og hente sine børn til tiden betonede Claus Omann Jensen.
Kritikken mod Hal4 skød borgmesteren ned. Bl.a. med henvisning til at det ikke er kommunen, som skal betale hallen, men derimod skal hallen være en selvejende institution. Samtidig fik modstanderne en klar besked:
– Alle dem som er modstandere af hallen ser vi aldrig dernede. Jeg ser dem aldrig og jeg er der stort set hele tiden og jeg ser dem aldrig. Jeg synes det er fantastisk og fascinerende, at man ved så meget om hvad der er brug for, når man aldrig nogensinde sætter sine ben der, tordnede borgmesteren, og høstede aftenens største bifald for den bemærkning.
Claus Omann Jensen afviste at Hal4 ikke er noget elite-projekt, men vil også skabe gode muligheder for breddeidrætten.
– Allerede nu har jeg fået henvendelser omkring nye arrangementer, som ikke ville være kommet til hertil, og jeg glæder mig til at annoncere dem inden den 21. november, så borgerne i Randers kan se, at det der sker her, skaber god værdi for velfærden, for samfundet og for de handlende hver gang der er store arrangementer. Det er en måde at kigge fremad fastslog han.
Borgmesteren lovede også en tidlig indsats på børneområdet, og skaffe flere hænder til området.
– Det var det vi lovede ved sidste valg. Vi stod og delte checks ud, men der er nogen, som de sidste fire år har forsøgt at få os ned med nakken. Men på trods af besparelser, så har børneområdet fra 0 – 5 år på intet tidspunkt være omfattet af dem, og vi har konsekvent friholdt området for rammebesparelser, bemærkede han.
– Tværtimod stoppede vi en 2 mio. kroners besparelser som Socialdemokratiet havde gennemført. Dernæst sørgede vi for, at der kom lidt penge til området, selvom der blev sparet på andre områder, og sidste år tilførte vi området 12 mio. kroner til varme hænder, pointerede Claus Omann Jensen som samtidig bemærkede, at der er bygget to nye daginstitutioner.
Generelt var borgmesteren glad for, at der nu er kommet styr på økonomien, og sat penge af til en række områder uden at sætte skatten op.
– Kommunen skal ikke være en opsparingstank, men vi er nødt til at have handlemuligheder, og skal kunne stå imod svære tider, konstaterede han.
– Vi vil ikke gå med på præmissen om, at den eneste måde at få velfærd på, er ved at sætte skatten op. Det er en forfejlet og forkert politik, og derfor siger jeg højt og larmende, at skattestigninger: Nej tak!
Samtidig efterlyste Claus Omann Jensen et klart fra Torben Hansen og Socialdemokratiet om hvor vidt skatten skal stige, og i givet fald hvor meget.
Her er de enkelte punkter, som skal forbedre velfærden:
En stærk og tydeligelig folkeskole
Tidlig indsats, flere hænder på børneområdet
En sund kommune i bevægelse
Hjemlige og trygge rammer i ældreomsorgen med færre skiftende ansigter
Landdistrikter som vækstmotor
Bedre infrastruktur, E45 og ny bro
Bosætning og beskæftigelse som hinandens forudsætninger
En robust økonomi og bredt samarbejde i byrådet
Endelig lovede Claus Omann Jensen et super-sundhedsudvalg, samt et nyt udvalg, som udelukkende skal beskæftige sig med projekt Byen til vandet.
– Det betyder noget, hvem der sidder som borgmester. Det betyder noget, hvilke partier som sidder og tager ansvar for fællesskabet, sluttede borgmesteren
Små 100 personer deltog i mødet, som var offentligt, og talte derfor ikke kun venstrefolk.
Kommentarer