Det væsentlige udtryk – fernisering med Birgit Gregersen
Nørhald Kunstforening skyder det nye år ind med en spændende fernisering med værker af kunstneren Birgit Gregersen, der blandt andet er med i det århusianske billedværksted ”Chokoladefabrikken” og kunstnersammenslutningen ”De ellevilde”.
Birgit Gregersen arbejder oftest i serier over bestemte tilbagevendende temaer. Det handler gerne om mennesker i forskellige sammenhænge. De sidste par år har hun tillige arbejdet med blomster og deres skyggebilleder.
Hun giver sig også af med portrætter, hvor det er vigtigt for hende at finde frem til et udtryk, der fortæller noget væsentligt om det menneske, der portrætteres.
Hendes foretrukne arbejdsområde er maleri på lærred i olie eller akryl, men også grafik og collage optager hende. Ved udstillingen i Nørhald Kunstforening ses blandt andet en grafisk serie med fugle.
Siden 2002 har Birgit Gregersen udstillet flittigt både på censurerede udstillinger, gruppeudstillinger og separatudstillinger. Desuden har hun været medudgiver af kunst- og kogebogen ” ELLEVILD mad KUNST” (Kvindemuseets forlag, 2015).
Udstillingen, der i høj grad byder på udtryksfulde værker, kan nydes ved ferniseringen lørdag den 6. januar fra klokken 14 til 16 i foyeren på Mellerup Fri- og Efterskole, tillige med musikalske indslag samt en lille forfriskning.
Udstillingen er åben på alle hverdage fra klokken 14 til 17, og sidste udstillingsdag er torsdag den 8. februar.
Kommentarer