Kultur

De unges højskolesange på Randers Bibliotek

Mette Krawiec står i spidsen for maj-eftermiddagssangen på Hovedbiblioteket.

Fællessang for alle på biblioteket med sognepræst Mette Krawiec. Højskolesangbogen er både for unge og gamle – og der er kaffe på kanden til de sangglade i Stemannsgade.

Det er dejligt at synge i flok, og den 14. maj kl. 16 har man chancen for det midt i Hovedbiblioteket i Stemannsgade.

Her vil sognepræst Mette Krawiec stå i spidsen for en halv times fællessang.

-Jeg har denne eftermiddag valgt temaet ‘Også de unges højskolesangbog’ fortæller Mette Krawiec.
– Den blå’ rammer utrolig bredt – og selvom det måske er de færreste folkeskoleelever idag, der har et dybt kendskab til højskolesangbogen, indeholder den mange sange, der ofte bliver populære, når de bliver præsenteret for unge.
Så eftermiddagen vil byde på sange, som er hits blandt konfirmander, efterskoleelever og brudepar.

Mette Krawiec har været sognepræst i Kristrup Kirke i 7 år.
– Jeg er vokset op med sang og musik, både hjemme, i skolen og i fritiden” udtaler Mette.
– Selvom det ikke var så almindeligt med morgensang i folkeskolen i 1990’erne, havde jeg en lærer, der startede alle dansktimerne med en fællessang fra højskolesangbogen. Både sangene og det at starte det, der startes kan, med en sang, har jeg holdt ved.
Mette Krawiec har altid sunget meget; i forskellige kor siden barndommen, og synger nu i Sct. Mortens Vokalensemble.

Akustikken under glaspyramiden i udlånet på Hovedbiblioteket giver optimale rammer for en smuk sangoplevelse. Og biblioteket giver desuden en kop kaffe til de fremmødte.

Det er som altid gratis at være med til fællessang på Randers Bibliotek, og ingen tilmelding er nødvendig.

Kommentarer