Kultur

Unge fra Randers Kommune inviteres til nordisk venskabsuge

Unge fra hele norden mødes i Randers til NOVU-ugen 2024. Værtsrollen går på skift mellem de nordiske venskabsbyer. Tilbage i 2015 foregik ugen også i Randers, hvor nogle af de unge var ude med farvestrålende paraplyer på Rådhustorvet. Foto: Randers Kommune

Op mod 100 unge fra Norge, Sverige, Finland og Island besøger Randers til sommer. Lokale unge mellem 15 og 20 år, der vil have nye oplevelser og venskaber, inviteres gratis med til NOVU-ugen 2024. Det sker 30. juni til 6. juli med mange spændende workshops og sociale aktiviteter.

Den årlige Nordisk Venskabsuge, også kaldet NOVU, er en festlig tradition, der er med til at binde fem nordiske venskabsbyer sammen. Udover Randers er det Västerås i Sverige, Ålesund i Norge, Lahti i Finland og Akureyri på Island.

NOVU-ugen holdes på skift i de fem byer. Den giver unge nordiske borgere i alderen 15 til 20 år en enestående mulighed for at stifte bekendtskab med nordisk kultur, knytte nye venskaber og dygtiggøre sig. Samtidig mødes byrådspolitikere fra de fem nordiske byer.

I år er Randers vært for NOVU-ugen, der, ud over sociale arrangementer som for eksempel en nordisk aften, også byder på sjove og lærerige workshops samt besøg hos både Von Hatten Hus og Randers Regnskov.

I årets workshops bliver der arbejdet med både visual art, kunstperformance og lyd. Derudover er der en workshop om den stadig større udfordring online-livet giver. Her stiller instruktøren spørgsmålet: Hvordan tager vi kontrollen tilbage?

Der kræves ingen særlige forudsætninger for at deltage i NOVU-ugen – ud over interessen for at møde nye mennesker og udfordre sig selv med sjove, nye oplevelser og erfaringer. Det er gratis at deltage, men det kræver tilmelding i form af en ansøgning.

Interesserede kan læse mere på hjemmesiden randers.dk/novu2024 – tilmeldingsfristen er onsdag den 1. maj.

Island, Sverige, Danmark, Norge og Finland er repræsenteret ved NOVU-ugen i Randers. Foto: Randers Kommune

 

Kommentarer