Randers By

Udendørs Gudstjeneste på søndag i Enghøj Kirke

Traditionen tro, holder Enghøj Kirkes menighedsråd og personale igen i år gudstjeneste i det fri – søndag i uge 33. I år er den ikke en del af Randers Ugen, men man håber at mange møder op.

Sådan lyder invitationen fra kirken:

Temaet i år er ”Frygt ikke”. Frygt kan manifestere sig på mange forskellige måder, og alle kender til det at være bange for noget. Det gælder fx at miste, være ensom, sygdom, terror og krig. Det kan også være på det abstrakte plan, fx at være bange for det ukendte og fremtiden. I Bibelen møder vi ordene ”Frygt ikke” mange gange. Frygt ikke, men hvorfor ikke? Gud har ikke skabt os til frygt og Jesus blev født, blev det annonceret med et ’Frygt ikke!’ til hyrderne på marken. Jesu opstandelse blev forkyndt med et ’Frygt ikke!’ og mange andre gange. Vi har et håb. Der sættes fokus på dette tema ved gudstjenesten, og det vil blive udfoldet igennem læsninger, salmer, bønner, drama og prædiken.

I år opfører børn fra Teaterskolen Kastali’a to teaterstykker, som handler om frygt og ikke at frygte i gudstjenesten. De har arbejdet med temaet sammen med Jan Værum, som deres instruktør. Prædikant er provst Birgith Nørlund Jensen fra Sct. Clemens Kirke.

De øvrige medvirkende er kirkens præster Alice Pedersen og Simon Koefoed og kirkens personale. Igen i år får vi besøg af Jernbaneorkestret under ledelse af Birgit Damgaard, som sammen med kirkekoret ved Enghøj Kirke og organist Britta Nedergaard Hansen vil stå for den musikalske del af gudstjenesten.

Alle får mulighed for aktivt at medvirke i gudstjenesten, enten ved at synge, tænde et lys i kirken, skrive hvad man frygter for/håber på og sætte det på et træ, deltage i nadver m.m.

Som noget nyt vil det i år fra kl. 10 – 10.45 være muligt at hoppe og lege på en hoppeborg, som er formet som en kirke. Den er tændt igen efter gudstjenesten indtil kl. 13.30.

Efter gudstjenesten kan man nyde en sandwich, som Enghøj Kirke serverer og der kan købes drikkevarer, mens Jernbaneorkesteret underholder med festlig musik.

Som arrangører ved Enghøj Kirke håber vi på solskin og stille vejr, men i tilfælde af lidt regn må man selv medbringe en paraply, varmt tøj m.m. Husk stol/tæppe el. lign. til at sidde på.

I tilfælde af regnvejr flyttes gudstjenesten ind i kirken.

Der er også mulighed for at se kunstudstillingen af Marie Drewes i Sognegården.

Kommentarer