Tre initiativrige kvinder bag ny familiefestival i Randers
Der mangler en lokal festival for hele familien, hvor musikken er god, pladsen er lækker og lokale samarbejdspartnere viser, hvad de kan. Sådan lyder det fra tre initiativrige kvinder, som den 28. august i år laver festival for 200 gæster på Skovbakken.
Det er en optimal sammensætning af æstetisk sans, eventmageri og økonomisk flair, der er gået sammen, når tre initiativrige kvinder mødes for at planlægge dette års Familiefest i Skoven. Anita, Laila og Cecilie har sammen en klokkeklar vision om at skabe en festival for hele familien, hvor alle – fra den yngste til de ældste – føler sig godt tilpas, trygge og i fantastisk selskab. Med treårig støtte fra Randers Kommunes eventpulje i ryggen, slår de til august portene op for den første store Familiefest i Skoven på Skovbakken i Randers.
Noget andet end hvide telte og kedelig fastfood
– Jeg mangler i den grad en festival, der kan skabe en fælles musik- og underholdningsoplevelse for hele familien, og hvor man ikke behøver at bekymre sig om fulde mennesker efter klokken 20, forklarer Anita Støvring Ross, der siden hun flyttede til Randers i 2013 har arbejdet med events i sin egen virksomhed EnoVent. Det er blandt andet blevet til et tæt samarbejde med Randers Teater, hvor hun de seneste to år har fungeret som projektleder for ID-festivalen for byens unge talenter, og senest i vinterferien var en af arrangørerne bag Randers Lyser Grønt. Hun uddyber:
– Vi ønsker at skabe en familiefestival, hvor hele familien kan få en skøn dag sammen, og opleve kunstnere som hele familien kender og holder af. Derfor booker vi også kunstnere, der kan ramme bredt, og sørger for, at festivalpladsen er en æstetisk oplevelse, der kræser for alle sanser.
Gode erfaringer i bagagen
I sommeren 2020 tog det kvindelige trekløver forskud på løjerne, og forsøgte med en prototype af festivalen på Skovbakken. Det blev en stor succes, hvor knap 100 glade gæster deltog, og hvor flere efterfølgende kontaktede teamet med ros og opfordring til at fortsætte det gode arbejde.
– Derfor søgte vi Randers Kommune om støtte til at gennemføre festivalen i tre år, hvor vi hvert år skalerer op i størrelse, fortæller Anita Støvring Ross. Støtten blev bevilliget, og til august løber den rigtige festival af stabelen.
– Vi har god erfaring med at planlægge events, der overholder de gældende restriktioner, og vi håber, at vi til festivalen kan mødes mange mennesker sammen igen. Det mangler vi virkelig. I Randers – og i hele landet – har vi brug for oplevelser der samler, og minder os om, hvor meget livemusik og glade smil binder os sammen som familie og som mennesker.
En festival bygget på lokale kræfter
Festivalen vil gerne hjælpe med at løfte det randrusianske kulturliv til et endnu højere niveau, end det er i dag. Det vil vi gøre ved at samarbejde med erhvervslivet i Randers.
Blandt samarbejdspartnerne er bl.a. Jutlander Bank, Den socialøkonomiske virksomhed Finderiet, Randers Bryghus, Bambi udlejning samt lokale gymnastikforeninger. Der vil desuden være mulighed for, at små, lokale erhvervsdrivende kan etablere madboder på festivalen.
Mere information om billetsalg offentliggøres senere.
Kommentarer