To unikke billedkunstnere udstiller i Galleri Aadalen
Det er med stor glæde at Galleri Aadalen kan præsentere to unikke billedkunstnere, Lars Henning Andersen og Kjeld Jørgen Jensen.
Lars Henning Andersen har udstillet i Galleri Aadalen siden 2016, mens Kjeld Jørgen Jensen er helt ny i Galleriet.
Lars Henning Andersen udtrykker i sin billedkunst glæde og optimisme. Billederne bliver udtrykt med et farvevalg og med kompositioner der appellerer både til såvel den modne som til den yngre generation.
Lars Henning arbejder altid med et figurativt udtryk, men både farverne og figurerne er med til at skabe spænding og relationer.
Den store skaberlyst og fordybelsestrang er gennemtrængende i Kjeld Jørgen Jensens værker. Man fornemmer en koncentration hos ham og et vedholdende fokus, når han udforskende i sit billedlige univers bevæger sig rundt i feltet mellem det naturalistiske og det surrealistiske. Med sin helt egen fantasifulde streg skaber han historie og laver små ophold i sin fortællerverden.
Fra den 30. september frem til den 29. oktober 2017 udstiller billedkunstnerne Lars Henning Andersen og Kjeld Jørgen Jensen i Galleri Aadalen.
Kommentarer