Randers By

En temmelig julet juleforestilling

Foto: Søren Pagter

Der er julemand, julepynt og masser af julestemning i årets juleforestilling ”Hvad du ønsker” på Randers EgnsTeater, der er en sjov og hyggelig familieoplevelse med noget på hjerte.

Det er ved at blive jul. Og dermed er det også tid til den årlige juleforestilling for hele familien på Randers EgnsTeater. Årets juleforestilling hedder ”Hvad du ønsker” og udspiller sig i Stormagasinet, hvor den lettere fallerede skuespiller Flemming er på arbejde som julemand.

Det er ikke en rolle, der passer ham ret godt, og han har mildest talt svært ved at finde det gode julehumør frem. Han får dog hjælp fra uventet side, og uden at røbe for meget, så ender det hele selvfølgelig slet ikke så ringe endda. Sådan som det nu engang skal være i en rigtig julehistorie.

Det er Kurt Bremerstent fra Randers EgnsTeater, der er instruktør. Det er tredje gang, han står bag det kunstneriske ror på en juleforestilling, og det er en særlig svær disciplin, mener den garvede teatermand.

– En juleforestilling skal kunne mange ting. Den skal både indeholde noget for store og små. Og den skal selvfølgelig være sjov og underholdende, men den må også gerne have noget mere på hjerte, synes jeg. Det er en spændende opgave hver gang, og det er lykkes rigtig godt med ”Hvad du ønsker”,” siger Kurt Bremerstent.

Højt til loftet

Scenografien til årets juleforestilling er skabt af scenograf Christian Q. Clausen, der har fået til opgave at forvandle den store sal på Randers EgnsTeater til et stormagasin med rulletrapper og det hele. Og det har været en interessant udfordring, siger scenografen, der ikke tidligere har arbejdet i Randers.

– Noget af det har jo været givet på forhånd, da vi vidste, at det skulle være et stormagasin. En af udfordringerne ved at skulle lave denne scenografi har været at få det til at se så stort ud, som det gør i et rigtigt stormagasin, hvor forholdene er enorme, og der er højt til loftet, siger scenograf Christian Q. Clausen, der da også har brugt hele bredden og højden i den største af teatrets fire sale for at få den rigtig fornemmelse frem.

For at fuldende illusionen er der også konstrueret en rulletrappe i fuld størrelse på scenen. Men om den også kan køre ligesom en rigtig rulletrappe, vil han ikke afsløre. Det må man tage ind og se forestillingen for at finde ud af.

Det gode i mennesket

Julemanden Flemming personificeres af Uffe Kristensen, og de øvrige roller spilles af Thomas Biehl, Anna-Sofie Fredslund og Randers EgnsTeaters egen Lisbeth Knopper, der spiller rengøringsdamen Birthe. En karakter, som har det noget bedre med julen end julemanden Flemming. Og det har skuespilleren også selv.

– Jeg holder også selv meget af julen. Og jeg synes, den her juleforestilling tager fat på det, som julen handler om for mig. Nemlig at forsøge at få det gode frem i mennesker. Både sig selv og andre. Og om at lukke andre mennesker ind. Også selv om det måske ikke lige er ens familie, siger Lisbeth Knopper, der glæder sig til at præsentere den nye juleforestilling for publikum.

”Hvad du ønsker” har premiere 30. november og kan derefter opleves på Randers EgnsTeater frem til 22. december. Den anbefales børn fra 6 år. Billetter fås på randersegnsteater.dk.

Kommentarer