Randers By

Talentrejsen i Randers kræver robuste unge

Randers Kommune har sammen med fire kommuner udviklet et koncept for mentaltræning i samarbejde med Team Danmark. Konceptet skal give folkeskolelærere i idrætsklasser konkrete værktøjer, som de kan bruge, når de underviser elever i mentale færdigheder og trivsel. Pressefoto.

Tekniske færdigheder, hurtighed, styrke og meget mere. Sportstalenter skal mestre mange færdigheder. Nogle gange bliver det mentale aspekt glemt i jagten på at blive til noget stort. Ikke desto mindre er der behov for, at de unge udøvere bliver trænet mentalt, siger elitechef i Randers Talent og Elite Morten Arvidsson.

– Vi lever i et samfund, hvor det er vigtigt at være god til at omstille sig, når vi møder forandringer. Det er både vigtigt for eliteudøvere og talenter, men også for unge uden for idrætsmiljøet. Vi har valgt, at mentaltræning er et satsningsfelt for Randers Talent og Elite. Vi vil have, at de unge bliver mentalt robuste, så de både kan håndtere talentmiljøet og dagligdagen. De skal ikke bare vide noget om mentaltræning. Det er et håndværk, de skal lære, fortæller han.

Randers Kommune har været med i en arbejdsgruppe, der i samarbejde med Team Danmark har udviklet konceptet “Talentrejsen”, der består af en række værktøjer, som undervisere i idrætsklasser kan bruge, når de underviser eleverne i life skills og trivsel i 7.-9. klasse.

Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra Elite Sports Akademi Aarhus (ESAA), Elitesport Aalborg, Herning Elite og Elite Silkeborg. I sidste uge havde materialet verdenspremiere, da repræsentanter, morgentrænere og undervisere fra de 5 kommuner mødtes til workshop i Randers. Her blev materialet og konceptet drøftet, og deltagerne fik delt viden på tværs af kommuner.

De unge skal prøve det – ikke kun vide det

Med konceptet “Talentrejsen” bliver mentaltræning taget ned på et niveau, hvor det bliver konkret og nemt at implementere i hverdagen. Sportspsykologisk konsulent ved Elite Silkeborg Lina Rask påpeger, at underviserne skal planlægge, hvordan eleverne kan arbejde med life skills i praksis.

– Nogle gange kunne jeg godt tænke, at det var nemmere at åbne den øverste del af hjernen op, fylde en masse viden ind og lukke igen. Så kunne man fristes til at tænke, at de har lært det og kan gøre det i dagligdagen. Det er bare ikke sådan, det fungerer i praksis. Hvis du skal gøre noget i praksis, så bliver du nødt til at øve dig i praksis, siger hun og uddyber:

– Det handler egentlig om at gøre de unge udøvere parate til at træde ind i et talentudviklingsmiljø. Sportstalenter er ofte særligt udfordrede i forhold til at få deres hverdag til at hænge sammen. Derfor er mentale færdigheder vigtige for at kunne lykkes godt. De skal være i stand til at prioritere og give plads til både skole, træning, familie og andre sociale aktiviteter.

Et af værktøjerne fra konceptets arbejdshæfte er, at de unge udøvere skal udarbejde et ugeskema, som sikre, at de får skabt en balance mellem sport, fritid og skole.

Talenter efterspørger mentalundervisning

Randers Talent og Elite oprettede for et år siden et talentnetværk, hvor unge udøvere med stort potentiale har mulighed for at deltage hver onsdag. I talentnetværket modtager de unge træning og vejledning af eksperter inden for fysisk træning, kostvejledning, fysioterapi og mentaltræning. Thomas Danielsen er en af de eksperter, og han træner udøverne i mentale færdigheder, og derfor deltog han i workshoppen.

– Jeg oplever, at mange af udøverne kommer til mig for at drøfte forskellige ting. Det kan være, når de møder modgang og ikke selv kan overkomme udfordringen. Så kan jeg hjælpe dem med vejledning og værktøjer fortæller han.

Når Thomas Danielsen har individuelle samtaler med udøverne, tager han udgangspunkt i konkrete situationer. Mentaltræningen sættes hele tiden i sammenhæng med de mål og ønsker for præstationer, som udøverne har.

– Jeg gør meget ud af at fortælle dem, hvordan et redskab kan føre dem til en bedre præstation. For eksempel hvordan personen kan komme til at score flere mål som håndboldspiller, hvis personen justerer en række ting i dagligdagen, som ikke nødvendigvis direkte har noget med sportsgrenen at gøre, siger Thomas Danielsen.

Arbejdsgruppen vil fortsat dele viden og arbejde sammen om videreudvikling af mentaltræning. Næste skridt er, at forældre og klubtrænere til talenterne bliver klædt på til at støtte op om den mentale træning.

Ambitionen er, at konceptet “Talentrejsen” også overføres til andre målgrupper og aldersgrupper – også uden for elitemiljøet

Kommentarer