Syng fra den blå – med Station K
Sangcoach Louise Svane og pianist Martin Ottosen fra Station K fik Langå Skoles elever og lokalbefolkningen i området til at synge fællessang i kendte og nye rammer.
Der deltog 50-60 lokale borgere ved hver de tre traditionelle sangaftener på Station K. Til sangtime på Station K deltog ca. 500 elever fra 1.-8 klasse med lærere fra Langå skole fordelt over 2 skoledage. Der blev afholdt morgensang på Langå skole med ca. 400 elever. 6 børne-solister øvede og sang solo på ”Sange til Verden” i selskab med bandet ”De ny Rejsende”.
200-300 publikum mødte op i Langå Egeskov til kulturprojektet: ”Livets Vand”, i Langå Egeskov, hvor “Syng fra den Blå med Station K” stod for en time af programmet i form af fællessang og fremførelse af 3 ”Sange til Verden” Projektet blev støttet af mange frivillige kræfter, som hjalp til med foto til sanghæfter, fotografering ved sang events, koordinering af diverse herunder indhegning af køerne i Egeskoven, opsætning af scene i skoven, ophængning af posters/flyers, klargøring og rengøring, indgang, kagebagning og kaffebrygning.
Foråret blev indledt med 3 traditionelle sangaftener, hvor et flertal af de deltagende var modne borgere, som havde været med i efteråret. Derefter var det børnenes tur med sangtimer for alle skolens elever. Det var en glædesfuld oplevelse, som fik lagt spiren til at endnu flere generationer føler sig hjemme på Station K. Under projektforløbet meldte 6 piger fra 6.-9. klasse sig som solister. De fik sangcoaching og live-erfaring i professionelle øvelokaler på Station K både alene og sammen med bandet ”De Nye rejsende”.
Den 3. juni blev der holdt en times morgensang i festsalen på Langå Skole, som optakt til Livets Vand/Sange til Verden
Det regionale kulturprojekt ”Livets Vand”/”Sange til Verden” må siges at være en succesfuld begivenhed i Langå. 300 langå borgere så forestillingen på engen ved Gudenåen og 200 unge og gamle fortsatte ind i egeskovens lysning, med picnic og fællessang ledet af Louise og Martin fra “Syng fra den Blå…” og med backing af orkesterkollektivet “ De Nye Rejsende”
Her optrådte bla.a. 6 børne-solister med ”Sange til verden”, som er sange skrevet af andre unge over FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling.
200 publikummer fik sunget med på ”Jeg ved en lærkerede”, ”Danmark nu blunder den lyse nat” og Langåsangen: ”Jorden synger i Langå”. Som afslutning tog alle hinanden i hænderne, formede i en stor cirkel og sang: ”I skovens dybe stille ro”. Dette kunne høres helt op i byen og har dannet en rigtig god stemning i byen.
Lokalt blev der uddelt 250 flyers og 25 posters med information og datoer. Der blev skrevet om projektet i lokalpressen et par gange og skolens forældre blev informeret om projektet ved flere lejligheder på Intranettet. Da det ”Livets Vand” stod for døren blev der uddelt flyers til alle skoleelever og der kom store og små plakater op i byen.
Til fællessangs delen producerede vi i samarbejde med Langå Sparekasse tre traditionelle sanghæfter, et sanghæfte til undervisning af elever på Station K og 200 sanghæfter til arrangementet i Egeskoven.
På alt materiale ses det tydeligt at Randers Kommunes sundheds- idræts- og kulturudvalg støtter op om kulturprojekter uden for Randers og at Langå sparekasse støtter op om fællesskabet.
Projektet har indsamlet foto- og videomateriale, som redigeres til små sangfilm til de sociale medier. To mindre film ligger allerede på FB og de sidste er under udarbejdelse. Den forventes færdig i august 2019.
Kommentarer