Kultur

Syng fra den blå – med Station K

Louise Svane og Martin Ottosen byder endnu engang til fællessang på Langå Station. Programmet kulminerer med en stor sangevent ved Gudenåen 11. Juni, når teatertruppen Hakkehuset kommer sejlende til byen.

Hen over efteråret 2018 lød der glade stemmer og skønsang på Langå Station, hver anden torsdag til de fuldt besøgte sangaftener.

Nu fortsætter Langå med at synge. Sangcoach Louise Svane og Martin Ottosen inviterer nu igen til fællessang. Med støtte fra af Randers Kommunes sundheds- idræts- og kulturudvalg og Langå Sparekasse afholder Station K i alt 6 sang-events i foråret 2019.

Sangaftener på Station K
Vi lægger ud med tre “klassiske” sangaftener på Langå station.
Datoer: 14. Marts, 25. April og 16. Maj. kl. 19-21

Programmet rummer en række kendte og mindre kendte sange, der egner sig til at synge fælles Aftenerne byder på historier bag om sangene, stemmetips, eventuelle gæstesangere/musikere og mulighed for at putte en yndlingssang i ønske-hatten.

Der synges traditionen tro i caféen på Station K og i ankomsthallen, hvor der er en god akustik og særlig atmosfære.
Arrangementet er åbent for alle. Der er plads til ca. 80 personer. Cafeen er åben allerede fra kl. 19.00. Her kan købes god kaffe og kage.

Sang med Langå skole
To sangdage for eleverne på Langå Skole. Alle Langå Skoles elever – på nær 9. klasse, der har travlt med prøveforberedelserne, gæster Station K til “sangtime” og musikalsk inspiration.

Stor fælles sang-event ved Gudenåen 11. juni – Livets Vand
I forbindelse med at teatertruppen Hakkehuset kommer sejlende af Gudenåen fra Silkeborg til Langå – på pramme af genbrugsplast -, tager byen godt imod dem med sang og fællesspisning i Egeskoven. Kunstprojektet er et regionalt initiativ under overskriften “Livets Vand”.
Kulminationen på forårets sangdage/aftener bliver derfor når unge og gamle samles for at spise og synge sammen ved Gudenåen.

Dato: 11. Juni. 17-20.00 Programmet offentliggøres senere.
HVORFOR SYNGE?

Du bliver del af noget større
– Den danske sangskat rummer sange og salmer til alle øjeblikke af vores liv. De hjælper os til at sætte ord på det ubegribelige og kan få os til at føle os små og ubetydelige i forhold til noget, der er meget større end os selv: et fællesskab med en mangfoldighed og tyngde, der trækker rødder langt tilbage i tiden og giver os en følelse af at høre til. Og det er jo dybest set det, som vi mennesker gerne vil – være en del af et fællesskab og mærke, at her hører vi hjemme – Phillip Faber, chefdirigent for DR PigeKoret.

Langå vil løfte fællessangen
– På Station K vil vi gerne bidrage til at løfte fællessangenes kvaliteter ind i nutidens rum. Den danske sangskats smukke melodier og tekster skal gøres nærværende og levende for alle med den mindste lyst til sang – Louise og Martin, Initiativtagere til sangaftenerne.

Du kan synge dig sund
– Det at synge er en fysisk handling – ligesom når man dyrker sport. I begge tilfælde, når man trækker vejret dybt ned i maven, bliver der frigivet en masse velværehormoner, de såkaldte endorfiner. Men den kontakt, man får med sig selv, er mindst lige så væsentligt. Når man synger, er man meget fokuseret. Man kan hverken græde eller grine. Man kan heller ikke tænke på andre ting. Man tænker kun på sang – og de bekymringer, man ellers måtte have, bliver sat på pause – Pia Scharling, sangpædagog

– Vi vil love, at du er gladere stemt, når du går fra Stationen i Langå. Lige meget hvilket humør, du troppede op i – siger
Louise og Martin, Initiativtagere til sangaftnerne.

Kommentarer