Kultur

Det summer af sommer på børnebiblioteket

Randers Børnebibliotek ønsker alle en god sommer...

Sommerferien banker snart på døren, og de lange sommerdage kan måske være svære at fylde ud.

Randers Børnebibliotek er åbent mandag til lørdag hele sommeren og er et oplagt udflugtsmål. Biblioteket er fyldt med gode oplevelser, og personalet står klar til at hjælpe med at finde god sommerferielæsning.

Er du mellem 7 og 14 år, er det muligt at deltage i læsekonkurrencen “Sommerbogen”. Her skal du læse en valgfri bog og anmelde den på www.BIBLO.dk – enten som tekst eller som en lille video. Du skal følge vejledningen på biblo.dk, og når du har lavet tre anmeldelser, kan du få en bogpræmie på Randers Bibliotek. Når konkurrencen slutter d. 24 august, finder BIBLO fem vindere, der hver får lov til at tømme en Bog & Idé på fem minutter.

Til de alleryngste læsere pakker biblioteket en sommerrygsæk med 10 gode bøger. Rygsækken kan lånes med til sommerens udflugter og ferier. Du skal selv putte en madpakke og et tæppe i rygsækken og finde et godt sommer-læse-sted. Sommerrygsækken er for de 6 – 9 årige.

Hele Kulturhuset har samlet en række oplevelser og aktiviteter i et sommerferiehæfte. Du kan læse om tre highlights, som kan opleves på hver af de tre etager i Kulturhuset, og i hæftet er der også mange sjove sommeraktiviteter. Hæftet kan du hente på Randers Kunstmuseum, Museum Østjylland, Randers Bibliotek og på de tre biblioteksfilialer i Dronningborg, Kristrup og Langå.

Er der brug for en læsepause, finder du et krea-bord i børnebiblioteket. Der vil hele sommeren igennem være en aktivitet ved krea-bordet, som familien kan hygge sig med. Derudover er det muligt at hygge sig med at spille brætspil.

I Dronningborg kan du også få en god historie under det store bøgetræ ved biblioteket. Hver torsdag i juli mellem kl. 10.00 – 11.00 læses der fantastiske historier for de 3-6 årige.
Og glæd jer alle til Randers Festuge, hvor der vil blive bamsebad og et forrygende bamse-rock-bal – samt gadeteater rundt i byen.

Kommentarer