Ordning med studiejobs i Randers Kommune er en succes
Randers Kommune indførte i foråret en studiejob-ordning, der skal sikre studerende gode, studierelevante jobmuligheder i kommunen. En evaluering af ordningen viser, at både kommunen og de studerende har stor glæde af initiativet.
– Den faglige viden og kritiske tænkning, som studentermedhjælperne er blevet skolet i, er særlig nyttigt i en kommunal dagligdag, hvor vi skal være nytænkende med de ressourcer, vi har til rådighed, siger Randers Kommunens arbejdsmarkedschef Ole Andersen, der samtidig glæder sig over at studentermedhjælperne fungerer som en kobling til uddannelsesinstitutionernes forsknings- og udviklingsmiljøer.
Ansættelsen af studentermedhjælpere er også fordelagtig for Randers Kommune ud fra et langsigtet perspektiv. Ansættelsen af studentermedhjælpere kan nemlig danne grundlag for rekruttering af fremtidige medarbejdere i kommunen.
Har fået øjnene op for kommunen som arbejdsplads
En af de studentermedhjælpere, det drejer sig om, mener, at studerende kan nytte af ordningen. Det mener Dorthe Toft, som er studentermedhjælper i kommunikationsafdelingen i Randers Kommune.
– Jeg har via mit studiejob fået indsigt i dagligdagen i en stor organisation, som en kommune er. Det har været en øjenåbner, og jeg har fået værdifuld erhvervserfaring og masser nyttig, praktisk viden, som jeg kan tage med mig videre. Som studentermedhjælper i Randers Kommune har jeg fået en forsmag på, hvad erhvervslivet og en karrierevej i kommunalt regi tilbyder. Det er en stor gevinst, og noget som jeg ikke havde fået, hvis jeg blot var blevet inden for universitets fire vægge, fortæller Dorthe Toft, som til daglig læser sociologi på Aalborg Universitet, hvor hun er ved at færdiggøre sit speciale.
En win win situation for alle parter
Studiejob-ordningen blev en realitet efter byrådet i Randers Kommune i forbindelse med budgetforhandlingerne i 2014 besluttede at afsætte 1 million kroner årligt til 10 lønnede studiejob. I evalueringen, som er blevet foretaget i foråret 2016, har 61 procent af de adspurgte medarbejdere og ledere i kommunen svaret, at deres erfaringer med ordningen er ”meget god”, 35 procent har svaret ”god” og de sidste fire procent har svaret ”middel”. Blandt de adspurgte studentermedhjælpete svarer 50 procent at samarbejdet har været ”meget godt”, 36 procent svarer godt og 14 procent svarer ”tilfredsstillende”.
Samlet set pointeres det i evalueringen, at ordningen er et løft for arbejdspladsen og at den er med til at sætte Randers Kommune på de studerendes Danmarkskort.
Kommentarer