Randers By

Stort program på Spektakel Festival

Med Randers Egnsteater som en af hovedkræfterne blandt flere kommunale samarbejdspartnere byder dette års Spektakel Festival fra 8.-11. juni på en lang række events og aktiviteter.

Udover teater inddrager festivalen også musik, billedkunst, litteratur og en lang række workshops for børn og unge i alle alder – samt deres voksne.

Alt er gratis, men de fleste arrangementer kræver billetreservation for at holde styr på publikums- og deltagerantal.

Spektakel Festival er lavet som et stort kultur- og kunstmarked for børn – og selvom det primært er tænkt for kommunens egne borgere, er det muligt at snige sig ind over kommunegrænsen til mange af de gratis glæder.

Dog er festivalen reserveret for daginstitutioner torsdag 8. juni og skoler fredag 9. juni, inden der åbnes for alle fra fredag 9. juni kl. 16 og frem til søndag 11. juni kl. 16.

Og den officielle åbning for alle børnefamilier findere sted fredag kl. 16, hvor 200 børn medvirker, når Sigurd Barrett fortæller danmarkshistorier.

Festivalens teaterprogram ser således ud:

– ‘Androkles og løven’ – Gruppe 38 og Carte Blanche

– ‘En sand røverhistorie’ – Gruppe 38 og Carte Blanche

– ‘Verdensbilleder’ – Teaterværkstedet Madam Bach

– ‘Under mit træ’  Randers Egnsteater

– ‘Otto’ – Teater Morgana/Teater Nordkraft

– Små skridt’ – Teater My

– ‘Den sandfærdige historie om de tre små grise’ – De Røde Heste

– ‘1-2-3-4-5-6-7-8910’ – Nørregaard Teater

– ‘Mørkemodig’ – NORGE

– ‘Go!’ – RUSLAND

– ‘Breakfast with Bournonville’ – Kompagni B/DKT

Og dertil kommer de spanske ‘Girafes’, som også har været et fast indslag på SpringFestivalerne, samt ‘Teaterleg’ (skuespilworkshop), ‘Kids2Kids’ (balletworkshop) og ‘Sand’ (forestillingsforløb for børnehavebørn).

Man kan dog allerede nu se, at flere forestillinger og workshops må melde udsolgt.

Se det omfangsrige program med events, spilletider og -steder, billetinfo m.v. på www.spektakelfestival.dk

Kommentarer