Samfund

Stormøde for de udsatte i Randers Kommune

Perron 4 er et af tilbuddene for socialt udsatte i Randers Kommune.

Udsatterådet i Randers kommune holder onsdag den 26. oktober fra klokken 16 til 19 sit årlige stormøde på Underværket. I centrum er de unge og naturligvis de socialt udsatte.

Så er det blevet tid til Udsatterådets årlige stormøde om, hvordan man bedst muligt hjælper dem, der befinder sig nederst i velfærdssamfundets fødekæde. Udsatterådet udgør det sociale talerør for udsatte borgere i Randers Kommune og Stormødet benyttes til at gøre status over det sidste års arbejde. Derudover kommer der input fra mødets deltagere til, hvad Udsatterådet bør beskæftige sig med i løbet af det næste år.

“Peer-to-peer”

Den første oplægsholder bliver projektkonsulent Niels Bach fra Blå Kors Danmark, der vil fortælle om forventningerne til projektet ”peer-to-peer” i Mariagerfjord Kommune. Et projekt som Blå Kors har fået en bevilling på knap én million kroner fra Socialstyrelsen til at gennemføre.

”Peer-to-peer”-projektet handler om at skabe rammer for at udsatte borgere, der har opnået en smule hold på tilværelsen, kan hjælpe andre mere udsatte medmennesker. Projektet gennemføres i et samarbejde mellem fire Blå Kors enheder i Hobro og Arden samt Mariagerfjord Kommune.

– Når man taler om udsatte, og ikke mindst de udsatte, som de sociale myndigheder har kontakt med, så er det ofte de stærke udsatte – altså de udsatte, der på en eller anden måde selv er i stand til at søge hjælp. I Udsatterådet har vi drøftet, hvordan man kan sikre, at også de svageste udsatte får hjælp, siger formanden for Udsatterådet, Per Schultz-Knudsen.

– Her synes ”peer-to-peer”-projektet at kunne være et bud. Derfor synes rådet, at det kunne være interessant at bruge stormødet til at høre nærmere om tankerne bag, fortsætter han.

Udsat ung i Randers og hvad så?

Efter at mødedeltagerne har haft lejlighed til at stille spørgsmål og kommentarer til Mariagerfjord-projektet, flyttes fokus over på unge udsatte.

– Vi har i de seneste år set flere og flere unge, der bliver hjemløse og/eller misbrugere. Det er efter Udsatterådets mening den største udfordring, som samfundet står foran i øjeblikket. Især når vi tænker på de langvarige konsekvenser af, at mange unge aldrig kommer i gang med en uddannelse eller et arbejde. fortæller Per Schultz-Knudsen.

– Derfor har vi lavet aftale med hele to oplægsholder, der kan fortælle om nogle af de indsatser, der gøres for at hjælpe udsatte unge i Randers, tilføjer formanden.

Først fortæller Centerleder Tine Horn, Center for Særlig Social Indsats, om de tilbud som centret har til udsatte unge og om, hvordan centret arbejder og samarbejder. Efterfølgende vil medarbejdere fra Bysekretariatet i Randers fortæller om deres arbejde med unge i Nordbyen. Efter hvert af oplæggene er der mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer.

Slutter af med sandwich og vand

Stormødet, der holdes en time senere end tidligere år for at give flest mulige lejlighed til at deltage, slutter af med sandwich og vand, mens Udsatterådets formand som indledning aflægger beretning for rådets arbejde det seneste år.

Det er gratis at deltage, men af hensyn til forplejning vil Udsatterådet gerne have en tilmelding til stormødet. Tilmelding kan ske til cff@randers.dk frem til torsdag den 19. oktober 2016. Glemmer du at tilmelde dig, er du dog velkommen til at møde op alligevel.

Spørgsmål om stormødet kan rettes til Udsatterådets formand Per Schultz-Knudsen – tlf. 51 86 39 50.

Kommentarer