Kultur

En stolt dame besøgte byen for en dag

Se billedserie Fotoserie: Jan Szwed.

Det var et fantastisk flot og sjældent syn, da det fine gamle krydstogtskib MS Nordstjernen af Bergen anløb Randers havn onsdag morgen. Skibet der er fra 1957 besøger to nye havne hvert år , og denne gang var Randers en af de heldige.

Der var mange på havnen onsdag morgen, som ved selvsyn gerne ville se det første anløb af et krydstogtskib nogensinde i Randers. MS Nordstjernen er ikke verdens største krydstogtskib, men hvad et mangler i størrelse har det til gengæld i charme og historie.

Skibet lagde til, næsten på Østervold, og borgmester, havnedirektør, turistdirektør og andre, der havde gjort besøget mulig sagde velkommen til MS NOrdstjernen, og alle blev herefter inviteret ombord til brunch og en fin rundvisning fra broen og til de nederste køjer.

Randers Netavis blev guidet af skibets hotelchef Per Kristensen og Kaptajn Reidar Berge. Begge har beskæftiget sig på skibe i mange år.

M/S Nordstjernen er opkaldt efter Nordstjernen, Stella Polaris, der er berømt for at have hjulpet søfarende helt tilbage fra vikingetiden med at navigere mod nord. Skibet blev bygget til kystsejlads i 1956 og grundigt moderniseret i 2000 til eksklusiv arktisk sejlads.

Trods moderniseringen har skibet bevaret det gamle aura og har endnu alle sine originale kunstværker om bord. På dækket kommer man ekstra tæt på den uberørte natur med masser af dæksplads, som er overdækket, så man kan nyde at være udenfor selv i hårdt vejr.

Efter anløbet i Randers går turen nu videre til Svalbard, hvor man kan opleve midnatssolen og isbjørne.

Kommentarer