Kastbjerg

Spektatukær moderne kirkeudsmykning i landsbykirke

Kastbjerg Kirke. Pressefoto.

Siden det tidlige forår har Kastbjerg kirke mellem Randers og Hadsund været under renovering efter stort set ikke – ud over almindelig vedligehold – at have været rørt i 60 år.

I den forbindelse havde et nu udtrådt medlem af menighedsrådet foreslået kunstneren Maja Lisa Engelhardt, der har modtaget adskillige priser fra blandt andet Dansk Malerlaug for sine farvesætninger, til at være farvekonsulent.

Hun sagde ja til opgaven og besøgte i februar kirken og fremsendte siden et spændende forslag til nymaling af kirkens træværk, som nu er ved at blive realiseret.

I den sammenhæng opstod ideen om at få udskifte altertavlens lidt anonyme billeder med ny kunst.

Menighedsrådet ønskede at fastholde et julemotiv

Kunstneren Peter Brandes tog udfordringen op, og en helt speciel keramisk udsmykning med motivet Julenat indsættes i morgen og indvies på torsdag den 20. december 2018 klokken 17.00, hvor biskop Henrik Wigh-Poulsen forretter tjenesten.

Ved et møde med menighedsrådet i kirken onsdag den 24. oktober forlagde han sit forslag, som et enigt menighedsråd bakker fuldt og helt op om.
Der er tale om at udskifte billederne i den historiske ramme, som er fuld af figurer og i pagt med renæssance/barok malet i stærke farver.

Både prædikestol i kirkens sydside og en barok døbefont i nordsiden er elementer, der fylder æstetisk. For at samle rummet har Brandes bragt i forslag at lave en udsmykning i keramik, da man kan lave langt stærkere farver i glasur, end man vil kunne i maleri.

I den medfølgende skrivelse fra kunstneren argumenterer han selv for denne løsning. Heri redegør han også for den valgte ikonografiske løsning, der fastholder såvel julen som andre helt centrale kristne motiver.

Ved møde den 25. oktober vedtog et enigt menighedsråd at søge projektet gennemført. Også kirkens præster tror som menighedsrådet, at løsningen som en anden ædelsten vil kunne samle kirkerummet ved gudstjenester, kirkelige handlinger og for andagtssøgende.

Det anerkendte kirkerestaureringsarkitektfirma VBM-arkitekter i Århus, der forestår restaureringen.

Om projektet skriver Peter Brandes:

JULENAT

Kastbjerg kirke får en ny farvesætning på bænke og træværk lysere end den mørkebrune tunge farve, som var der.
Ved at afdække nogle lag ned, blev det konstateret, at træværket var malet lysere nær den nye farve i grå toner med nuancer i lavendelblåt.

Maja Lisa Engelhardt står for farvesætningen. Menighedsrådet har bedt mig komme med et forslag til en ændring af altertavlen.
Kirken besidder mange fornemme klenodier, blandt andet en vidunderlig alterkalk, den barokke døbefont og en 1600tals smukt udskåret prædikestol.

Altertavlens traditionelle udskårne og indfarvede figurer og ornamentale dekorationer fra samme periode som prædikestolen er pæn, men tæt på den række af rammer, som vore kirker er så rig på.

De to sidefløje af tavlen er uden dekoration og hoved motivet forestiller en Kristi fødsel, et ca 100 år gammelt maleri.
Ovenover i tavlen er en opstandelsesscene af ældre dato. Begge arbejder er lokale arbejder af historisk, men ikke kunstnerisk værdi.

Min stillede opgave er at indsætte i tavlen nye værker. En opgave, som jeg har løst i flere andre kirker, men som aldrig er enkel. Af
mange grunde: hensyntagen til helheden, til historiske værdier og til et naturligt ønske om fornyelse, som går i en dialog med, hvad der er.

Vore kirker har alle som én spor fra deres oprindelse til i dag. Den kæde eller de rygsøjleknogler er med til at rejse kirken frem og op som en vidunderlig krop over tidernes tanker og følelser. Og sådan bør det også fortsætte.

Med kirkens nye farvesætning, hvor de meget fornemme ornamentale kalkmalerier næsten på Matisse-vis i deres sarte jordfarver nu står frem på ny af kalken som perlekæder, er da rummet åbent for forenklede motiver i altertavlen.

Jeg har villet fortsætte med tavlens tidligere motiv, den har: julenats vidunderlige budskab på den natte blå himmel over Bethlehem at os er en frelser født.

Kristusbarnet ligger svøbt i en gylden cirkel med kryppekalven og æslet som seende og beskyttende vidner omkring den store gave. Over det felt har jeg anbragt et offerlam, da hele fødslens mening er den, at Kristus én gang for alle påtager sig vores
synder så vi i og med hans kommende død og opstandelse kan frelses.

Offerlammet symboliserer dette. Omridset af en kjortel i et af sidefelterne henviser til den Langfredag, da Kristus dør på korset og soldaterne spiller terninger om hans usømmede klædedragt.

Tre korsformer understreget Golgatas tilstedeværelse. Alt er forenklet og sat ned næsten til et tegnsprog netop for at kunne fremstå allerede ved indtrædelsen i kirkeskibet som et klart budskab i et i forvejen meget fyldt rum i en meget ornamentalt
flagrende altertavleramme.

Teknikken er ny. Der er ikke tale om malerier, men keramiske tavler

Figurerne er opmodelleret tredimensionale og glaseret i næsten porcelænshvide toner. Julemotivet er opsat på en gylden cirkel med cirkulære stråleformer som forgyldes på brændt rødler.
3 forskellige karater fra 24 til 20 karat bladguld benyttes.

Baggrunden i alle felter er rødler udskåret i mindre 10-12-14 cm flisestykker i en variation med 10 forskellige blå glasurfarver.
Disse samles i det viste ornamentale puslespil og fugerne vil blive forgyldt med 24 karat guld, så de fremstår som et væv af guldstråler på den mørkeblå nattehimmel.

Alterbordets sarte grå/blå toner som forenes med bænkenes farver vil være den rette baggrundstone til denne vision af julenat.

Kommentarer