Soroptimist International Randers oplever yderligere medlemstilgang

De tre nye medlemmer sammen med præsident Lotte Christensen. Fra venstre: Charlotte Friis, Mette Holme, klubbens præsident Lotte Christensen og Tove Kjeldsen.

Det var en glad og stolt Lotte Christensen der, som klubbens præsident, kunne indlede soroptimisternes seneste møde med at byde velkommen til tre nye medlemmer.

Lotte Christensen holdt en velkomsttale, hvor hun blandt andet orienterede om organisationen, der på
verdensplan primært arbejder for at bedre forholdene for kvinder og børn.

Hun udtrykte sin store glæde over, at de nye havde valgt at gå ind i dette vigtige arbejde, og håbede at de nye medlemmer vil få en masse gode positive oplevelser ved at være en del af Soroptimist Internationals verdensomspændende fællesskab.

Hvert af de nye medlemmer har en mentor, der kort præsenterede de nye. Alle soroptimistmøder indledes med en højtidelig lysceremoni, hvor der bliver tændt 4 lys. Et for Soroptimist International – et for den Europæiske føderation – et for Danmarksunionen og slutteligt et for klubben.

På aftener hvor der optages nye medlemmer er det også en tradition at de nye medlemmer tænder et lys for sig selv.

Efter optagelsen tog man fat på mødets ordinære program, hvor man blandt andet fik offentliggjort
julebodens resultat.

Den kendte julebod holdt åbent to lørdage i Houmeden, hvor publikumstilslutningen som sædvanligt var stor. Yderligere var soroptimisterne for første gang repræsenteret ved ”Jul på Slottet” i Fussingø, hvor man også kunne glæde sig over stor tilstrømning.

Et overskud på mere end 20.000 kroner giver klubben fortsat mulighed for at kunne donere beløb til forskellige udvalgte projekter i lokalområdet.

Klubben har således doneret et beløb til hospitalsklovnene på Regionshospitalet Randers ligesom man også i år har tilgodeset Mødrehjælpen med et beløb.

Det er en stor fornøjelse at være med i en klub, der oplever så stor positiv interesse i lokalområdet, siger klubbens præsident Lotte Christensen.

– For nogle år siden var vi ude i en kedelig nedgangsperiode hvor vi oplevede flere udmeldelser, men ved en målrettet og seriøs arbejdsindsats lykkedes det at få afdækket problemerne, således at klubben igen fandt fodslag og kom ind i den rigtige gænge med en særdeles positiv og samarbejdsvillig ånd medlemmerne imellem.

– Gennem de seneste år er vi vokset jævnt på medlemssiden og med de tre seneste tilkomne mønstrer vi nu hele 25 gæve kvinder, der alle tager aktivt del i organisationens humanitære arbejde.

Klubbens næste store aktivitet er det årlige loppemarked i Fritidscenteret Vestergade, der afholdes lørdag den 2. juni.

Her har medlemmerne allerede i lang tid været i fuld gang med at indsamle effekter, idet et særkende ved netop soroptimisternes loppemarked er at man ikke gemmer fra år til år.

Kommentarer