Kultur

Solen skinnede på Memphis Mansion koncert

Se billedserie Foto: Stig Ulrichsen

Næsten 500 publikummer valgte at tilbringe den skønne lørdag sommeraften på Memphis Mansion, hvor Jesper Lohmann og CC Rider Band fortolkede Elvis Presleys bedste numre.

Skuespilleren Jesper Lohmann, som de fleste nok kender fra utallige tv-serier, bl.a. Taxa, Krøniken og senest Mercur på TV2/Charlie, var denne aften ”Just A Big Hunk Of Love”, da han fortolkede Elvis sange, der spændte fra svedig Rock’n’Roll til storladne ballader. Den store lyd og de musikalske arrangementer er inspireret af de legendariske Las Vegas Shows og Elvis Live From Hawaii fra 70’erne.

Jesper Lohmann blev bakket op af et 18 mand stort orkester, CC RIDER BAND, under ledelse af den erfarne og kyndige kapelmester Peder Kragerup, kapelmester i Tivoli i et kvart århundrede.

– Det var en helt outstanding aften, fortæller Henrik Knudsen fra Memphis Mansion, der fik masser af roser fra det talstærke publikum, der var mødt frem for at se og høre koncerten.

– Og roserne skal gives videre de fantastiske musikere, vores dygtige medarbejdere, som sørgede for at alt spillede, men også til vores tætte samarbejde en anden Randers virksomhed, nemlig CB & Ole B. Booking, for at det lykkedes at få denne enestående koncert til byen med tv-optagelser og det hele. Det viser, at når vi står sammen i Randers, så er alt muligt.

For dem der ikke nåede at opleve showet, så blev det optaget til TV, hvor TV2/Charlie sender det i efteråret.

Kommentarer