Søredningsopgave på Randers Fjord i nat
Tre marinere fra Flotille 125 Maritime Force Protection i Randers, blev i nat klokken halv to hentet ud af sengen: En sejlbåd, der var på vej fra Udbyhøj til Dronningborg, var stødt på grund på et stenrev i fjorden og var i fare for at kæntre.
Responstiden fra alarmering til føringskøretøj og gummibåd var på vej, var kun 36 minutter, efter 50 minutter var gummibåden sat i vandet i Mellerup Færgehavn og på vej ud mod havaristen. Morten Weltz passede kommunikationen med gummibåden og Joint Rescue Coordination Center (tidl. SOK) fra kommandokøretøjet.
Opgaven blev løst uden større dramatik. Sejleren der havde ligget et stykke tid på stenrevet var lettere chokeret ovenpå oplevelsen men ved godt mod, så gummibådsbesætningen, Helle Weltz og Erik Holland, assisterede med at forankre og fastgøre sejlbåden, der lå på kun 0,7 meter vand. Herefter blev sejleren bragt tilbage til Mellerup Færgehavn, og endelig kørt til Randers, alt sammen i løbende koordination med JRCC. Opgaven blev afsluttet kl. 04.30.
Fakta om Maritime Force Protection
• En specialenhed under Marinehjemmeværnet inden for maritim bevogtning på militære og civile havneområder i samarbejde med Forsvarets og Hjemmeværnets øvrige kapaciteter
• Råder over hurtigtgående gummibåde og samt kommandokøretøjer klar til indsættelse døgnet rundt.
• Udover den operative støtte til Forsvaret yder MFP vigtig samfundsstøtte til Politiet samt Told & Skat og f.eks ved eftersøgninger af personer i vandet.
• Medlemmerne er frivillige soldater. Uddannelsen er gratis og foregår i fritiden. Der optages løbende nye medlemmer.
• Motto: Altid klar – Overalt!
Kommentarer