‘Små Synger Sammen’ på Østervold
Tusindvis af børn synger på Østervold den 14. september klokken 10.
Igen i år er Randers særdeles synlig på landkortet denne årlige sangdag, hvor børn i hele Danmark synger.
Der var ‘Små Synger Sammen’ første gang 2008, hvor omkring 50.000 børn sang med rundt i hele landet. Sidste år var en tusindtallig børneskare samlet på Østervold.
Temaet er i år Dyr, så vi kommer blandt andet omkring en halvfarlig krokodille og en lille edderkop, som også ka’ li’ rock.
Rundt omkring i kommunens institutioner er sangene blevet øvet flittigt, så der bliver tryk på.
Til at styre alle løjerne har vi Lene Johnsen, som er et særdeles velkendt ansigt i Randers. Lene har selv spillet klaver og sunget – både alene og i kor – siden hun var lille, og nu underviser hun i sang og klaver.
Foruden eget band, dirigerer Lene ikke mindre end syv kor – og det er lige fra tre børnekor til Randers Seniorkor.
Lene bakkes op af Randers-musikerne Britta Nedergaard Hansen, klaver, Peter Elmelund, el-guitar, Niels Ole Husum, bas, og Thomas Ingemann, trommer.
Alle – både børn, forældre, bedsteforældre og andre interesserede – er meget velkomne til at møde op og synge med, når børnesangene lyder ud over hele Randers.
Arrangementet er et samarbejde mellem dagtilbuddene i Randers v. pædagog Niels Bech-Larsen, Randers Eventsekretariat og Randers Børnebibliotek.
Kommentarer