Skolernes Motionsdag – en af verdens største motionsevents
Fredag den 13. oktober trækker danske skoleelever i idrætstøjet til en aktiv dag med glæde, bevægelse og fællesskab. I år er det 35. gang, Skolernes Motionsdag finder sted. Siden den første udgave har motion og bevægelse fået en større rolle i skolen, men der er stadig et stykke vej, før alle børn har en aktiv og varieret skoledag.
Få begivenheder kan samle børn og unge på tværs af alder, forudsætninger, skoler og landsdele, men Skolernes Motionsdag, der er stiftet af Dansk Skoleidræt i 1982, er blevet en tradition på de danske skoler.
Forskning viser, at bevægelse gavner elevernes sundhed, læring og trivsel, og derfor glæder det også generalsekretær i Dansk Skoleidræt, Thomas Skovgaard, at hele 98 procent af de danske folkeskoler deltager i dagen.
– På Skolernes Motionsdag mærker eleverne, hvor sjovt det er at bevæge sig – især når man er sammen med andre. Det er en oplevelse, som både er god på dagen, og som kan tages med videre, siger han.
Ikke blot landets skoler, men også daginstitutioner og efterskoler, afholder Skolernes Motionsdag, og det estimeres, at mere end 700.000 børn og unge er aktive på dagen. Det gør begivenheden til en af verdens største motionsevents for børn.
Artiklen fortsætter under billedet…
Mere motion i skoledagen
Skolernes Motionsdag er en del af programmet Sunde Børn Bevæger Skolen, der er et samarbejde mellem Dansk Skoleidræt og TrygFonden. Målet med programmet er, at flere børn og unge bevæger sig mere og grundlægger sunde vaner tidligt i livet.
– Både på den korte og lange bane gavner det elevernes sundhed og trivsel at få en skoledag fuld af bevægelse, og vi er glade for, at så mange skoler deltager i Skolernes Motionsdag og viser eleverne et varieret udbud af idrætsaktiviteter, siger direktør i TrygFonden Gurli Martinussen.
Det er 35 år siden, den første udgave af motionsdagen fandt sted. Siden dengang har motion og bevægelse fået en stadig større plads i skoledagen, blandt andet fordi det med skolereformen er blevet et lovkrav, at eleverne skal bevæge sig 45 minutter hver dag.
En helt ny undersøgelse ”Bevægelse i Skoledagen 2017” fra Dansk Skoleidræt og TrygFonden viser, at syv ud af ti skoler sørger for, at eleverne lever op til lovkravet, men tallet indeholder store regionale og lokale forskelle, påpeger generalsekretær i Dansk Skoleidræt Thomas Skovgaard. Samtidig viser flere undersøgelser også, at aktiviteten daler jo ældre eleverne bliver.
– Dansk Skoleidræt arbejder for, at ALLE grundskoleelever – uanset hvor de bor, eller hvor gamle de er – skal have en varieret og aktiv skoledag. Ikke blot på Skolernes Motionsdag, men også resten af året. Derfor er vi heller ikke tilfredse, før alle skoler sikrer gode muligheder for, at eleverne kan være fysisk aktive, siger Thomas Skovgaard fra Dansk Skoleidræt.
Kommentarer