Kultur

Skolebørn lærer historien bag at give gaver

Efter rundvisningen i juleudstillingen på Museum Østjylland skulle 2. klasse fra Forberedelsesskolen i Randers have gang i de varme fingre. Der skulle nemlig laves små lys af bivoksplader, som en heldig ven eller et familiemedlem nok kommer til at pakke op juleaften! Foto: Museum Østjylland

Julen er en kristen højtid. Julen er samtidig gavegivningens højtid med trængsel ved kasseapparaterne og kø ved bordene med gaveindpakning. I et givende samarbejde har Folkekirkens Skoletjeneste og Museum Østjylland de forløbne måneder lavet et undervisningsmateriale til børn i indskolingen, der handler om at give gaver. Skolebørnene er nu i fuld gang med forløbet.

Essensen af at give en gave

2. klasse fra Forberedelsesskolen i Randers tog godt imod både fortællinger om legetøj i gamle dage, julegavens opståen i middelalderen og de tre vismænds gaver til Jesusbarnet. ”Folkekirkens Skoletjeneste og Museum Østjylland har arbejdet sammen før. Vi har jo en del temaer og emner, som helt naturligt lapper ind over hinanden, ” siger museumsinspektør Lisette Berg Andersen. Foto: Museum Østjylland.

Materialet har ligesom den aktuelle juleudstilling på Museum Østjylland fået titlen Fra mig til dig – Gaver i 1000 år. Børnene har gennem arbejdet med materialet nu og i de sidste uger fået et nyt og udvidet syn på gavegivning – til jul og i al almindelighed.

”I bund og grund er det at give en gave jo meget smukt og næstekærligt; man vil gerne glæde et andet menneske med en gave, et fysisk tegn på kærlighed og opmærksomhed.
De ædle tanker kan desværre drukne i moderne tiders overforbrug og alenlange ”bestillingssedler” til jul og fødselsdage. Derfor ville vi i dette samarbejde gerne skære helt ind til benet af gavegivning og åbne børnenes øjne for essensen af at give og modtage af et rent hjerte, ” fortæller museumsinspektør Lisette Berg Andersen fra museets skoletjeneste.

Rundvisninger og undervisning

I skoleklasserne har eleverne arbejdet med et spændende undervisningsmateriale, hvor både billedbogsfiguren Vitellos evner som julegavekøber og Museum Østjyllands genstande er under behandling. Materialet har været målrettet undervisning i kristendomskundskab og har været frit tilgængeligt for skoler i Randers, Favrskov og Hobro-Mariager Provsti.
Eleverne har arbejdet med forskellige aspekter af gavegivning, både i rundvisninger på Museum Østjylland og i undervisningsforløb på skolen. De er blevet klogere på, hvornår en gave skal gengældes, hvorfor man giver gaver, og hvordan de kristne traditioner i gavegivningen egentlig er.

Dejklumper og kærlighedsgaver

Når børnene sammen med deres lærer besøger juleudstillingen på Museum Østjylland, får de blandt andet en rundvisning og hører om det legetøj, de kærlighedsgaver, malerier og julepynt, som folk har glædet hinanden med de sidste tusind år.

”Som regel bliver eleverne overraskede over at høre om de første danske julegaver, vi kender. Gaverne stammer nemlig fra middelalderen og var gaver, der blev givet til medarbejdere på landets gårde, hvor husfaderen gav små klumper af sød kagedej til sine medarbejdere som tak for deres arbejdsindsats i løbet af året! ” fortæller Lisette Berg Andersen, der er tilrettelægger af juleudstillingen Fra mig til dig – Gaver i 1000 år.

Beriger projekter, giver synlighed

Om det bliver gavernes, lysenes eller kagedejens historie, der næste gang bringer Folkekirkens og Museum Østjyllands skoletjenester sammen igen står hen i det uvisse!
Men med 32 friske klasser til udstillingsomvisninger og uddeling af skolemateriale til 1.000  elever her i 2021, er der er stor sandsynlighed for, at de to skoletjenester også i fremtiden udvikler undervisningsmaterialer og skoleforløb sammen.  

”Vi har flere gange samarbejdet med kolleger i andre skoletjenester. Hver gang oplever vi, at vores forskellige faglige kompetencer beriger projekterne og giver mere synlighed, ” fortæller Anne Assenholt, teologisk medarbejder og daglig leder af Folkekirkens Skoletjeneste i Randers, Favrskov og Hobro-Mariager.  

Knapt 1.000 elever deltager i Folkekirkens Skoletjenestes projekt Fra mig til dig – Gaver i 1000 år, og 43 klasser ser udstillingen på Museum Østjylland i løbet af og november december”.

Kommentarer