Sejl sikkert på Gudenå og undgå bøder
Gudenåen bruges af mange forskellige brugergupper. Traditionen tro gennemføres kontroller af de sejlende i Gudenåsystemet i løbet af sejladssæsonen. Der er til sejladssæson 2018 kommet nye bødetakster og skærpede regler for sejlads med blandt andet speedbåde med en skroglængde under 15 meter.
Høj fart opleves på visse strækninger af Gudenåen som et stort problem af Gudenåens bløde trafikanter, hvor hækbølger er generende og kan skabe farlige situationer. Politiet gennemførte sidste år forsøg med at måle fart til vands med laser. Baseret på de positive erfaringer med lasermålingerne, der kan række mange hundrede meter ud over vandet, vil Politiet i 2018 fortsætte den linje, der blev lagt sidste år. Bødetaksten for hastighedsoverskridelser er hævet fra 1.000 kr. til 5.000 kr. Alle opfordres til at sætte sig ind i reglerne for området og derudover udvise almindelig omtanke på vandet. Sejladsreglerne kan findes på www.sejladspaagudenaaen.dk.
Ny lov træder i kraft 15. maj 2018.
Folketinget har 24. april 2018 enstemmigt vedtaget en lov om skærpede regler for sejlads med speedbåde med en skroglængde under 15 meter, vandscootere o.l. fartøjer. Loven kommer efter den tragiske vandscooterulykke i Københavns Havn i 2017, hvor 2 unge kvinder mistede livet, viste et behov for at styrke sikkerheden ved sejlads med mindre, hurtige fartøjer. I Gudenåsystemet er vandscootere ikke tilladt, men der findes fartøjer, der hører under den nye lov. Det betyder, at det pr. 15. maj 2018 er lovpligtigt at have en ansvarsforsikring for speedbåde, som kræver uddannelsesbevis. Husk også vesten. Det er lovpligtigt at medbringe det antal rednings- eller svømmeveste, som der er personer i fartøjet. Bødetaksten for manglende rednings- eller svømmevest er hævet til 1500 kr.
Med loven indføres obligatorisk ansvarsforsikring, objektivt ansvar for personskade og tab af forsørger, ligesom Politiets mulighed for at konfiskere et fartøj bl.a. pga. vandvidssejlads forbedres. Er der ikke tegnet en ansvarsforsikring, der dækker både personskade og skade på ting, må man ikke benytte fartøjet.
Hvor går promillegrænsen?
Spiritussejlads er også et fokusområde for sejladskontrollerne i 2018. Promillegrænsen for fartøjer, der kræver at føreren har bevis, er 0,5. Bødetaksten for spiritussejlads afhænger bl.a. førerens årlige bruttoindtægt og promillens størrelse. En promille på eksempelvis 1 i et fritidsfartøj, der kræver speedbådscertifikat, udløser typisk en bøde svarende til en netto månedsløn og frakendelse af speedbådscertifikatet. Promillens størrelse afgør, om frakendelsen er betinget, ubetinget eller for bestandig. Promiller over 2.00 straffes med fængsel.
Der er p.t. ikke fastsat en promillegrænse for hvornår et ikke-bevisekrævende fartøj kan føres på fuldt betryggende vis. Som følge heraf har bl.a. Midt og Vestjyllands politikreds i 2018, tænkt sig at køre prøvesager på området, bl.a. i Gudenåen, hvor det at føre fartøj med en promillegrænse på over 1,00 sidestilles med ikke at kunne føre fartøjet på fuldt betryggende vis. Politiassistent Morten Kjær Andersen fra Lokalpolitiet i Silkeborg, Midt- og Vestjyllands Politi, udtaler, at man ønsker større sikkerhed på vandet, og derfor vil køre prøvesager på området, da folk med promiller i blodet kan udgøre en fare for sig selv og for andre, uanset om fartøjet kræver bevis at føre eller ej.
Husk motorbådsregistrering
Alle motorbåde i Gudenåsystemet skal føre et gyldigt bådregistreringsnummer – det gælder også turister. Det er nemt at få et registreringsnummer via Gudenåens online registreringssystem – www.sejladspaagudenaaen.dk. Der findes 2 registreringstyper – en midlertidig gæsteregistrering til dem, der gæster systemet kortvarigt (pris: 30 kr. for 14 dage), og en registrering som hjemmehørende til sejlende med en fast tilknytning til en Gudenåkommune (pris: 200 kr. pr. år).
Bådejeren skal selv sætte registreringsnummeret på båden – og det skal ske inden søsætning. Bådregistreringen skal være gyldig – dvs. det er ikke nok at have et registreringsnummer på båden; der skal også være betalt for det. Bådregistreringer kontrolleres også under sejladskontroller, og viser en kontrol manglende eller ugyldig registrering er bødetaksten 1.000 kr.
Kommentarer