Sankthansbål med blær’
Med udtalelser som “En øl smager bare bedre, når den bliver åbnet med et ægte Rolex-ur” er Mads Christensen, manden der formår at provokere og udfordre sit publikum. Fredag den 23. juni bliver derfor med garanti en fest når Danmarks blærerøv nummer 1 tænder årets sankthansbål i Tronholmparken.
Foråret blomstrer og rundt om hjørnet venter årets sankthansfest. I Randers bliver det traditionen tro med en kendt dansker som båltaler. Randers Eventsekretariat har netop indgået en aftale med skribent, foredragsholder, debattør og kommentator på radio og tv, Mads Christensen – bedre kendt som blærerøven.
– I de senere år har vi haft flere bål-talere, der både har været rapkæftede og provovende, samtidig med at de er kommet med nogle tankevækkende ord. Jeg er helt sikker på, at Mads Christensen vil kunne fortsætte den tradition på flotteste vis, udtaler eventchef Mette Bertelsen.
Mads Christensen begyndte sin professionelle karrierer som blærerøv på magasinet Euroman. Karrieren tog for alvor fart i 1998 med bogen “Den Store Blærerøv”. Siden er det blevet til flere bøger, deltagelse i både radio- og tv-programmer samt foredrag for fulde huse.
Arrangementet på Tronholmen starter klokken 20 og slutter klokken 22, fredag den 23. juni.
Sidste år var det Annette Heick, som havde det betroede erhverv med at tænde bålet. Tidligere har blandt andre Gnags-forsangeren Peter A. G. Nielsen, journalisten Karen Thisted og skuespilleren Søs Egelind holdt båltalen i Tronholmparken.
Kommentarer