Kultur

Sankthans bliver en hyldest til Randers

Den kendte tv-vært Christian Degn fra Hammerslag bliver årets båltaler på Tronholmen søndag den 23. juni. Hovedpersonen selv lover at hans kærlighed til hjemegnen kommer til at afspejle sig i talen.

Traditionen tro er det en kendt dansker, der skal tale til den store sankthansfest ved bredden til Gudenåen. I år bliver det for andet år i træk tilmed en dansker med lokale rødder. Christian Degn er vokset op på egnen ved Råby, og husker sin barndoms sankthans ved Råby Gadekær.

– Der er noget magisk over at samles på en sådan aften for at fejre de lyse sommeraftener og -nætter. For mig er det årets aften, hvor man skal nyde sommeren og møde naboer, venner og gamle skolekammerater. Jeg glæder mig derfor meget til at komme hjem. Nu er gadekæret så bare skiftet ud med vandet i Gudenåen – siger Christian Degn, der er i sin tid blev student fra Randers Statsskole.

Han har altid haft benene solidt plantet i den kronjyske muld og taler ofte om Randers-området i hans tv-programmer. Det kommer nok derfor heller ikke som et overraskelse at hans båltale bliver en salgs hyldest til Randers.

– Jeg har mange ideer til talen, som jeg er ved at forme oppe i mit hoved. Hvis jeg må bruge en sportsmetafor, så er jeg lige ved at finde ud, om jeg skal sparke direkte på mål eller måske noget frækt udover fløjen. Spørgsmålet er jo, hvad der skal med? Og hvad har jeg måske en sjov anekdote til? Jeg siger ikke, at det er elitesport, der foregår inde i mit hoved, men jeg kan i hvert fald selv blive forpustet. Det betyder jo noget ekstra for mig, når jeg nu har fået æren af at komme hjem og holde talen til sankthans.

Den kendte tv-vært går på scenen søndag den 23. juni kl. 20.40 og tænder bålet på Gudenåen 20 minutter senere. Midsommersangen ledsages musikalsk af det randrusianske band Heyya, som desuden vil give flere numre fra deres repertoire. Borgmester Torben Hansen byder velkommen.

Arrangementet i Tronholmparken begynder klokken 20. Spejderne vil dog allerede en time før stå klar i deres bod med mad og drikkevare.

Kommentarer