Kultur

Sangglade børn kommer til KorCamp i Randers

For tredje gang arrangerer Sangkraft Randers KorCamp for børn. Fremsendt foto.

57 sangglade børn bruger sommerferiens sidste fire dage på KorCamp i Randers. KorCamp’en løber i dagene 5.-8. august og byder på masser af sjov og sangfællesskab.

KorCamp’en finder sted hver dag fra kl. 9-15 i Skt. Andreas Kirke og på Nørrevangskolen i Randers.

Ligesom fodboldcamp og spejderlejr

Det er tredje gang, at Sangkraft Randers holder KorCamp. Hvert år har eventet været en stor succes, der også efterfølgende har givet tilstrømning til byens børnekor. For ligesom der er fodboldcamps og spejderlejr i sommerferien, så er der også interesse for tilbud til de børn, der kan lide at synge. Dét fortæller Hanne Lund Nielsen, som er med i arrangørgruppen bag KorCamp.

– De tilmeldte er både børn, som allerede synger i byens børne- og kirkekor, og børn der ikke er vant til korsang, men gerne vil prøve noget nyt i sommerferien. Og vi håber selvfølgelig, at de får lyst til at fortsætte med korsangen bagefter.

Nye venner og hygge

Udover at lære sange, lege og musikteori via undervisning fra dygtige kor-instruktører, handler KorCamp’en også om at møde nye venner og hygge sig sammen. Til dét formål er der tilknyttet to kor-mentorer, Marie og Alexander, som begge er unge, men garvede korsangere, og selv har deltaget i masser af korstævner og øvelejre. De er med til at sørge for sjov og hygge – og for at alle børnene føler sig godt tilpas.

KorCamp’en kulminerer fredag med to koncerter, hvor børnene optræder med nogle af de ting, de har lært i ugens løb – først en mini-koncert kl. 11 på Randers Bibliotek og om eftermiddagen kl. 14 under åben himmel på Slotspladsen midt i byen.

Sangkraft Randers, der står bag KorCamp’en, er en selvejende institution med støtte fra Randers Kommune og Statens Kunstfond – og en del af det landsdækkende netværk, Sangkraft Danmark, som støtter udbredelse af sang for både bredde og elite. KorCamp’en kan realiseres med meget lav deltagerbetaling pga. økonomisk støtte fra Randers Nordre og Søndre Provsti.

Kommentarer