Af Simon Ødegaard Simonsen, Moderaterne

Forestil dig 86.000 tanklastbiler. Hver dag. Parkeret tæt sammen på Randers Bro, mens de tømmer deres indhold direkte ned i Randers Fjord. Det lyder grotesk – og er det også. Men det er præcis dét, Gudenåen gør hver eneste dag på en gennemsnitlig dag.

Ved ekstremt vejr og skybrud øges mængden betydeligt og kan såmænd blive 2-3 gange højere.

Danmarks længste og mest vandrige å, Gudenåen, snor sig gennem syv kommuner og afvander et enormt område midt i Jylland. Når den når Randers, afleverer den mellem 30 og 40 kubikmeter vand i sekundet til fjorden, hvilket rundt regnet svarer til én tanklastbil i sekundet. Det er svært at begribe. Derfor billedet med tanklastbilerne – for at forstå den mængde og den kraft, der er tale om.

Enhver kan dermed se, at Gudenåen er ustoppelig. En sluse eller dæmning ved Udbyhøj vil ikke tæmme den – tværtimod. Det vil blot skabe massiv opstemning tilbage i Gudenåsystemet og i fjorden, med store konsekvenser for natur, vandkvalitet og naboerne i kommunerne langs åen.

Løsningen findes ikke i en blokerende sluse ved Udbyhøj men i tilpasning. Med Klimabåndet og dæmningsdelen af den kommende Klimabro får Randers by en nødvendig klimatilpasning. Her sikres det, at byens overfladevand fra skybrud forsinkes og midlertidigt opmagasineres i det lukkede havnebassin, i stedet for at presse direkte ud i fjorden og Gudenåen. Det er et eksempel på, hvordan tekniske løsninger og naturhensyn kan gå hånd i hånd.

Gudenåen bringer ikke kun vand med sig. Den fører også næringsstoffer, forurening og konsekvenserne af årtiers udnyttelse af naturen med sig. Hvad der sker opstrøms, mærkes i Randers. Når der gødes for meget, når regnvandet ikke bremses af naturen, og når klimatilpasning nedprioriteres, så er det fjorden, der betaler prisen i form af iltsvind og fedtemøg, der dræber alt liv.

Det er derfor ikke kun en lokal sag. Det er et fælles ansvar. Syv kommuner – og langt flere borgere – bør tage medansvar for, hvordan Gudenåen behandles. Fjorden er endestationen, men ansvaret starter langt tidligere.

Hvis vi vil have en levende fjord, skal vi passe bedre på åen – hele vejen fra udspring til udløb