Langå

Rekorddeltagelse til Kvindedagen i Langå

Se billedserie Initiativtager og leder af Kvindedagen i Langå, Iben Sønderup (S) var meget begejstret for det store fremmøde til gårsdagens arrangement i Kulturhuset Langå. Foto: Randers Netavis

Kvinder – og enkelte mænd – myldrede ind i Kulturhusets sal i aftes til årets Kvindedag i Langå. Et sted i omegnen af firs deltagere blev der talt, og det er rekord. Af deltagere var i alt 22 repræsentanter fra hele otte partier, som havde valgt at bakke op om arrangementet. Det er også en rekord.

Det var initiativtager og leder af Kvindedagen i Langå, Iben Sønderup (S), var meget glad for.

– Velkommen til, og hvor er det fantastisk at se, at salen er helt fuld – det er bare fedt. Vi har allesammen bare glædet os helt vildt til den her aften, sagde hun begejstret i sin velkomst til de mange fremmødte.

Aftenens tema var “Det er aldrig for sent at tage stilling”, og i en kort tale påpegede Iben Sønderup, hvorfor, hun mener, det stadig er nødvendigt at markere Kvindernes Kampdag:

– Har vi da ikke fået ligestilling her i Danmark? Det kan man da godt sige – vi har formelt set ligestilling; men vi har masser områder, hvor det ikke fungerer i praksis, sagde hun og nævnte som eksempel tabuet omkring vold mod kvinder.

– I Danmark har vi europarekord i vold mod kvinder. Det er der bare ikke så mange, der ved, for det er ikke sådan noget, vi går og snakker om, sagde hun blandt andet.

Den amerikanske præsident også fik et par kradse ord med på vejen, og så poienterede Iben Sønderup, at der i Danmark også findes religiøse mindretal, hvor hvor kvinder undertrykkes. Netop dette var temaet for aftenens foredrag.

Artiklen fortsættes under billedet…

Kvindedagen-2017-Langaa-Publikum
Publikum lyttede intenst til Peninna Risgaards meget personlige beretning om opvæksten i og senere brud med Jehovas Vidner. Foto Randers Netavis (se flere billeder i galleriet)

 

”Det er aldrig for sent at få en god barndom”

Efter tale og en fællessang, introducerede Iben Sønderup, kunstner og foredragsholder Peninna Risgaard, som rørte publikum med sin meget personlige og hudløse beretning om at vokse op i Jehovas Vidner – og senere bryde ud og betale den højeste pris for det.

Det var en gribende fortælling om undertrykkelse, social kontrol, svigt, udstødelse og psykisk straf. Og ensomhed. Hun fortalte, hvordan hun som barn forsøgte at dække sine afsavn gennem at tegne og hemmeligt læse om alle de “forbudte” ting, andre børn tager for givet; jul for eksempel.

Men beretningen handlede også om mod, styrke og vilje til ugenkaldeligt at bryde med Jehovas Vidner, da tvivlen blev for stor. På det tidspunkt var hun voksen og havde to teenage-børn. 

– Mange kan slet ikke begribe, hvad det er for en omstilling børn skal igennem, når de skal vænne sig til et liv uden for. Fravær af følelser – ingen kærlighed, kærlighed var forbudt – omsorg. Det er svært at lære at tage til sig. Og det er svært at lægge skylden fra sig, fortalte Peninna Risgaard og tilføjede, at hendes børn i dag er voksne og velfungerende – på vej til at færdiggøre deres uddannelser.

– Så vi har bevist, at man ikke er fortabt, når man bryder ud, siger hun bestemt.

Hun har ikke hørt et ord fra sin familie siden, men hun er blevet alle de dårlige følelser og mindreværdet kvit. Hun fandt sig selv igen gennem sin kunst.

– Alle reagerer på en eller anden måde, nogle drikker eller tager stoffer. Jeg blev begyndte at male, smiler hun.

Peninna Risgaards fortælling blev honoreret med stor applaus, og bagefter var der mange spørgsmål fra tilhørerne.

Artiklen fortsættes under billedet…

Kvindedagen-2017-Langaa-Preben-Tove-Nymann
Der var ikke mange mænd, som deltog til Kvindedagens arrangement, men et par stykket havde vovet pelsen. En af dem var Preben Nymann Andersen (tv), formand for Aktivitetshuset i byen, som var fulgt med sin hustru, Tove (ved siden af). De havde selskab af Inge Ilsø og Lone (th), som vi desværre ikke har efternavnet på. Foto: Randers Netavis (se flere billeder i galleriet)

Politisk café og lagkage

Efter Peninnas foredrag stod resten af aftenen på tværpolitisk café, hvor folk fik lejlighed til at snakke med deres lokalpolitikere over en kop kaffe og et stort stykke kampdagslagkage.

Stemningen var i top og snakken lystigt ved cafébordene, mens lokale Wilhelm Skjerk anslog hyggestemningen med jazzklaver.

Aftenen sluttede med endnu en fællessang, inden værten takkede af.

– Det har bare været en helt fantastisk aften, fortæller Iben Sønderup, som er lykkelig for den store opbakning fra både borgere og politikere.

Kommentarer