Det randrusianske børne- og ungeteater Kastali’a søger skuespillere og ældre fra babyboomergenerationen, der har lyst til at dele ud af deres erindringer fra arbejdslivet i Randers.

På museer er det ofte fortidens genstande, der er udstillet. Her kan man bag mange montre se sølvbægre, vikingeskjolde og maskiner, men efterlades måske stadigvæk med spørgsmålet om, hvordan det egentligt føltes at leve dengang.

– Vi har en generation af ældre, der sidder med en masse historier og erfaringer, vi risikerer at miste med dem. Vi må sørge for at skrive dem ned, så vi stadig har dem, inden tiden bogstaveligt talt løber fra os, siger Else Norvin Madsen, der er uddannet folkeskolelærer.

Planer om et teaterstykke

Derfor er Else Norvin Madsen gået i samarbejde med Jan Værum, der er underviser på AOF’s ungdomsteater Kastali’a.

De har planer om at lave et teaterstykke, der skal afbillede, hvordan livet var dengang – gerne med anekdoter fra mennesker, der selv kan huske, hvordan det har været. Og det søger de nu frivillige til.

– Det behøver nødvendigvis ikke være teaterskuespillere, der melder sig til. Hvis man ikke selv har den store lyst til at spille skuespil, kunne det også være muligt, at man måske var med til at skrive manuskriptet, siger Else Norvin Madsen.

Selvom Kastali’a er et børne- og ungdomsteater, søger Vænum og Norvin Madsen forældre og måske specielt bedsteforældre til at besætte rollerne. Kreativitet løber i familien, mener Else Norvin Madsen.

– Det er nok nemmere at finde skuespillere hos forældrene til børnene i børne- og ungdomsteatret end i familier, hvor børnene spiller fodbold, tænker Else Norvin Madsen.

 De blå arbejdsdragter

Hun har en række planer for, hvordan vi gemmer historierne fra det virkelige liv, så kommende generationer kan få et indblik i, hvordan det for eksempel føltes at være en randrusianer i blå arbejdsdragt.

Hendes fokus har nemlig specielt været på de hedengangne, store virksomheder i Randers, Esselte, Scandia og Dronningborg, og de mænd i de velkendte, blå arbejdsdragter, der havde deres arbejdsliv og hverdag sådan et sted.

– Hvad talte de af rundt om bordet i frokostpausen? Hvordan drillede de mesteren? Hvor gik de hen, når arbejdsdagen var omme? Du har jo nok hørt historierne, men hvordan bevarer vi dem for eftertiden? Spørger Else Norvin Madsen retorisk. Hun har selv levet hele sit liv i Randers og vokset op, da alting så noget anderledes ud i Kronjyllands Hovedstad.

Plejehjem som teatersal

Til spørgsmålet om, hvor skuespillet, der endnu ikke er skrevet, kunne afholdes henne, foreslår Else Norvin Madsen plejehjem i Randersområdet. Tanken er, at det først og fremmest kunne være morsomt for generationen at se deres voksenliv opført på scenen, men sekundært kunne de demente sådanne steder også have rigtig godt af en tur ned af Mindernes Boulevard.

– Folk med den sygdom kan jo næsten huske hele deres voksenliv, men ikke hvad de har fået til frokost. De kunne nok få meget ud af sådan en forestilling, siger Else.

Man behøver ikke tidligere at have nogen teatererfaring, og man er velkommen til at kontakte Kastali’a, hvis man gerne vil fortælle sine historier uforpligtende. Man kan finde kontaktoplysninger til Jan Værum og AOF på Facebook og AOF’s hjemmeside, hvis man vil vide mere om projektet.