Randersmægler maner til ro om dystre prognoser for boligmarkedet
Højere energipriser, stigende renter og en inflation, der nærmest er på himmelflugt, har endnu ikke haft negativ indflydelse på huspriserne i Randersområdet og heller ikke på ejendomssalget hos Nybolig Kronjylland i Randers. Her oplever ejendomsmægler og indehaver Thomas Vandfoss, at der fortsat er stor interesse blandt folk med både lyst og evne til at købe bolig.
Ifølge en ny prognose fra realkreditselskabet Nykredit falder priserne nu på boliger i Danmark, og det vil de blive ved med langt ind i 2023. Der er dog stadig noget at give af på de store boligformuer, som i finanskredse kaldes ”corona-gevinsten”. Her har væksten været så stor, at den indtil videre kan kompensere for yderligere prisfald.
– Det er forventeligt, at der hvor priserne og handlerne steg med størst fart under corona-festen på boligmarkedet også er der, hvor de nu falder tungest, siger Nykredits chefanalytiker Mira Lie Nielsen.
Hun henviser her til de meget store prisstigninger, der har været på huse og lejligheder i blandt andet København og Aarhus.
På landsplan forventer Nykredit, at priserne vil falde op mod 10 procent, men de regionale forskelle er voldsomt store. Flere steder i landet er huspriserne nærmest ikke faldet, og blandt andet i Randers er boligformuen stadig intakt. Her forventer Nykredit et lavere fald og, at prisfaldet først slår igennem i løbet af næste år.
Sælger ”fantastisk godt”
Det matcher fint med oplevelsen hos Nybolig Kronjylland, som Landsbyerne besøgte i sidste uge.
Hvor ligger jeres salg i øjeblikket i forhold til markedssituationen lige nu?
– Det, vi oplever, er, at vi stadig sælger fantastisk godt. Jeg har da nogle mæglerkolleger rundt i landet, som fortæller, at salget er gået ned, men her i området har vi haft den samme fremgang de sidste to til tre måneder, som i foråret, hvor der bare blev solgt og solgt og solgt, lyder det fra Thomas Vandfoss, indehaver af Nybolig Kronjylland.
– Og det er vel at mærke på alt fra en ét-værelses lejlighed til 500.000 kroner til luksusvillaer til fem millioner kroner – og alt derimellem, tilføjer han.
Nybolig Kronjylland og Nybolig Bjerringbro er også af Nybolig-kæden kåret som Elite-forretning; en titel som tildeles, når man blandt andet når de opstillede salgstal fra kæden.
Er der forskel på, hvor I mærker interessen?
– Generelt er det nemmere at sælge en bolig inde i for eksempel Randers by eller Bjerringbro, for den sags skyld. Det kan være lidt sværere ude på landet, afhængigt af beliggenhed, men det er der ikke noget nyt i. I byen er der bare flere købere, fortæller Thomas Vandfoss.
– Hvis vi for eksempel får til opgave at sælge et 70’er hus inde i Randers til en realistisk pris, så er det noget, vi kan sælge inden for en måned eller to; og det er lige før, jeg kan give en garanti på det. Det gælder også i større landsbyer med skole, købmand og foreningsliv. Men kommer vi lidt længere ud i de mindre landsbyer, vil vi være noget mere forsigtige på værdiansættelsen. Sagt på en anden måde, hvis udbudsprisen er sat for højt, så kan det godt være, vi bliver nødt til at justere lidt ned undervejs, lyder forklaringen.
Er der en særlig opskrift på jeres succes?
Her tøver Thomas Vandfoss lidt og svarer:
– Jeg tror, det er en kombination af flere ting. Med Bjerringbrobutikken og os dækker vi et meget stort markedsområde her fra hele Kronjylland og dele af Midtjylland. Dernæst har vi et supergodt team. Vi er ikke for mange, og vi er ikke for få. Med 12 personer i alt, 6 i hver butik, er det til at overskue, og det gør os i stand til at rykke hurtigt i markedet. Også hvis der skulle opstå udsving.
Hurtige på bolden
Her understreger Thomas Vandfoss, at det også handler om at reagere hurtigt på et ejendomssalg, hvis der ikke umiddelbart er henvendelser fra potentielle købere.
– Jeg plejer at sige, at vi skal være hurtige på bolden. Hvis der ikke sker noget på en bolig inden for en måned, så er jeg ret hurtigt til at tage kontakt til sælger. Måske skal vi justere lidt på prisen og en prisnedsættelse på 50 tusind kroner kan gøre en verden til forskel, forklarer han og tilføjer:
– Hverken mægler eller sælger har interesse i lang liggetid for et hus. I de fleste tilfælde kan det bedre betale sig for sælger at sætte prisen ned, fremfor at se ind i en liggetid på 6, 12 eller 18 måneder. De fleste vil jo videre, og så må huset sælges til den pris, der er rigtig på tidspunktet.
Thomas Vandfoss peger igen på, at beliggenhed, afstand til for eksempel motorvej, de omkringliggende faciliteter, handelsmuligheder, skole med videre har indflydelse på, hvor attraktiv en bolig er og, hvor hurtigt den kan omsættes.
I forhold til beliggenhed, er der så forskel på unge i forhold til mere modne købere?
– Den største forskel er nok, at de modne købere har mere fri kapital til boligkøb, mens de unge kan være mere udfordret. Bankerne sætter jo i dag krav om, at du selv skal have 5 eller måske 10 procent af købesummen til udbetalingen. Så kan banken låne dig de resterende 10 eller 15 procent ned til de 80 procent, der så dækkes af realkreditlån. De ældre generationer har jo ofte en opsparing eller kommer med en fortjeneste eller i det mindste likviditet fra et netop overstået salg, forklarer Thomas Vandfoss.
70’er-huse er et hit
Der er jo skudt en masse nybyggeri op de senere år. Hvilke typer bolig kigger køberne efter nu?
– Det, jeg kan mærke, der går rigtig godt nu, er et typisk 70’er hus. Hvis jeg frit kunne vælge på alle hylder, så vil jeg gerne have nogle flere 60´er, 70’er og 80’er huse til salg. Gode funktionelle huse i et godt kvarter, dét er der en meget stor målgruppe til, siger Thomas Vandfoss.
Er det en trend lige nu?
– Det kan man sige, men det er måske dem, der gik med drømme om at bygge nyt, som nu må se i øjnene, at det er blevet meget dyrere. Eksempelvis vil et nybyggeri koste mellem tre-en-halv til fire-en-halv million, og det er for mange et for højt beløb. Så kan et godt 70’er hus komme i spil. Og selv med plads til lidt ombygning og modernisering, vil det stadig være markant billigere at realisere, lyder vurderingen.
Det er en optimistisk Thomas Vandfoss, vi takker for snakken om hans syn på boligmarkedet lige nu. Hos Nybolig Kronjylland mærker man tydeligt, at der fokus på bolden hele tiden, og selvom aktivitetsniveauet i antallet af fremvisninger så småt er begyndt at falde, har det endnu ikke bevirket et fald af solgte enheder.
På vores sidste spørgsmål om, hvornår han selv ser et prisfald komme, svarer Thomas Vandfoss:
– Vi tager en dag og en måned ad gangen, og om det sker, tilpasser vi vores forretning både internt og over for vores kunder.
Kommentarer