Kultur

Attraktioner i og omkring Randers er populære

Randersattraktioner hitter på listen over de meste besøgte turiststeder i Danmark. Det viser en netop offentliggjort rapport fra VisitDanmark over de mest besøgte steder i Danmark i 2015. Opgørelsen afslører, at Randers er på top-50 listen over de mest besøgte steder i Danmark med to attraktioner.

De to attraktioner på listen er Randers Regnskov, der ligger på en 28. plads med 251.152 besøgende – svarende til en stigning på 1.7 procent i forhold til 2014, og Memphis Mansion, der ligger på en 47. plads med 130.021 besøgende efter en stigning på 6.2 procent i forhold til i 2014. Flot med to attraktioner på en liste, hvor besøgssteder i København, Legoland/Lalandia og Djurs Sommerland fylder mest.

”Det er flot”, siger turistchef Anne-Mette Knattrup, ”men virkeligheden er, at vi faktisk har tre. Det skyldes, at Water og Wellness endnu ikke er blevet optaget på listen af praktiske årsager. Med 500.000 besøgende i 2015 ville den som attraktion ligge på en 15. plads”.

På listen over de mest besøgte zoologiske haver og dyreparker ligger RandersRegnskov på en sjetteplads efter Aalborg, Odense, Givskud og Københavns Zoologiske Haver og Den Blå Planet.

Til sammen er der i Randers blevet solgt ca. 1.240.000 billetter til byens attraktioner og kulturinstitutioner m.m. Det viser en opgørelse som VisitRanders har lavet for 2015. Hertil kommer godt 800.000 billetter til Djurs Sommerland, som også er en vigtig del af den portefølje, Randers kan præstere på turisme- og oplevelsesområdet. Således er det også vigtigt for Randers, at der på listen over de 10 mest besøgte museer ligger tre museer mindre end en times kørsel fra Randers: Moesgård Museum, Aros og Den gamle By.

 

Kommentarer