Kultur

Randers værtsby for Udsatte Legene 2017

Der kommer til at være gang i den på idrætsfaciliteterne omkring BioNutria Park i Randers i uge 31, når op imod 1400 børn, unge og voksne indtager området. Anledningen er Ferie Camp og Udsatte Lege 2017, som er et gratis tilbud til kontanthjælpsmodtagere og de fleste pensionister.

Fodbold, minibordtennis, bueskydning, petanque, høvdingebold, e-sport og masser af andre aktiviteter blandet med feriehygge og afslapning. Sådan lyder programmet for de 13-1400 socialt udsatte, der i uge 31 kommer til Randers for at holde en aktiv idrætsferie. Ferie Camp giver familier, som ellers ville have svært ved at holde ferie, muligheden for en gratis familieoplevelse. Det eneste, de skal stå for selv, er et telt.

Det er Randers Kommune, som i samarbejde med Landsforeningen af VæreSteder har grebet muligheden for at få aktiviteterne Udsatte Lege og den tilhørende Ferie-camp til Randers i 2017. Både Socialudvalget og Beskæftigelsesudvalget har besluttet at Randers skal være vært for de to begivenheder.

Borgmester Claus Omann Jensen og sekretariatschef for Landsforeningen for VæreSteder har derfor underskrevet en partnerskabsaftale om afholdelse af arrangementet i uge 31, og det glæder borgmesteren, at Randers Kommune kan være med til at sætte fokus på motion og idræt også for denne udsatte målgruppe:

– Det er så vigtigt for os alle sammen, at vi får rørt os. Jeg tror virkelig på, at det gør en forskel for alle mennesker, at vi får pumpet blodet lidt hurtigere rundt i kroppen og får noget frisk luft. Det betyder selvfølgelig noget for vores fysik, men også for hvordan vi har det psykisk og hele vores indstilling til tingene. Samtidig er der hele det sociale aspekt, hvor begivenheder som disse gør, at der knyttes nye kontakter og venskaber. Derfor er jeg rigtig glad for, at Randers Kommune nu kan være med til at sikre, at motion og idræt også er tilgængeligt for nogle af dem, som er længst fra arbejdsmarkedet,” siger Claus Omann Jensen i forbindelse med underskrivningen af partnerskabsaftalen.

Bedre plads i Randers

Siden 2013 har Landsforeningen af VæreSteder hver sommer tilbudt en aktiv idrætsferie for socialt udsatte værestedsbrugere og deres familier. Indtil nu er Udsatte Lege og Ferie Camp blevet afholdt i Fredericia, men nu er det blevet tid til at få mere plads, fortæller Cliff Kaltoft, der er sekretariatschef i Landsforeningen af VæreSteder:

– Vi var simpelthen vokset ud af vores hidtidige rammer i Fredericia, og derfor er vi rigtig glade for, at Randers Kommune og Randers FC vil være med til at videreføre Ferie Camp og Udsatte Legene. Jeg tror også på, at Randers’ geografiske placering kan hjælpe med til at tiltrække endnu flere deltagere fra den nordlige del af Jylland. Sidste år var vi ca 1200 deltagere og i år regner jeg med, at vi bliver 13-1400. Det er mennesker, som på den ene eller anden måde har fået nogle knubs af livet, men her får de nogle hyggelige og aktive dage, hvor de samtidig inspirerer hinanden til at komme videre i livet,” siger Cliff Kaltoft.

Foruden partnerskabsaftalen mellem Randers Kommune og Landsforeningen af VæreSteder indgås der også en aftale mellem landsforeningen og Randers FC, som sikrer, at faciliteterne til Udsatte Legene er i top.

Fakta:

Ferie Camp er et ferietilbud til socialt udsatte og deres børn. Deltagerne kan være med til en lang række forskellige ferieaktiviteter som fx strandture med vandsport, fælles udflugter, musik, dans, rollespil, cirkus, kreative aktiviteter og meget mere.

Udsatte Legene er et stort idrætsstævne for socialt udsatte. Det gennemføres af idrætsorganisationen Dansk Væresteds Idræt. Under Udsatte Legene kan man deltage i 15 forskellige idrætdiscipliner. Blandt disciplinerne er blandt andet fodbold, minibordtennis, bueskydning, petanque og høvdingebold.

Deltagerne på Ferie Camp og Udsatte Legene er værestedsbrugere. De har sociale problemer som fx misbrug, hjemløshed, kriminalitet, helbredsproblemer, psykiske problemer, økonomiske problemer, ensomhed, ledighed og lignende. Ofte en kombination af disse. Ved Ferie Camp og Udsatte Legene er der plads til alle. Det foregår på deltagernes præmisser og med ganske få regler. Dog er der kontrol med indtagelse af rusmidler.

Kommentarer