Kultur

Randers Teater modtager 5,2 mio. kr. af A. P. Møller Fonden

Teaterleder Peter Westphael Foto: Martin Gundersen

Siden Randers Teater indtog dele af byens gamle elværk for 20 år siden, har teatret haft vokseværk – og jubilæumsåret 2020 er ingen undtagelse. Derfor støtter A. P. Møller Fonden nu teatret med 5, 2 mio. kr. til en ny foyer.

– Foyeren er der, hvor vi mødes før, under og efter en forestilling eller et arrangement. Det er der, vi reflekterer over oplevelsen, får et glas og taler sammen. Derfor har vi længe gået med en drøm om en større foyer til vores gæster, så den totale oplevelse af at komme på teatret bliver endnu bedre. Vi er utrolige taknemlige for, at de i A.P. Møller Fonden ser vores vej, og ser de muligheder, der er for vores teater. Uden A. P. Møller Fonden ville vi ikke have været der, hvor vi er i dag – siger teaterleder Peter Westphael.

Borgmester i Randers Kommune Torben Hansen glæder sig også over teatrets medvind:

– Jeg er meget begejstret over, at A. P. Møller Fonden støtter den udvikling, der sker rundt omkring i hele Danmark gennem donationer som den her. Det er fantastisk. Randers Teater er et vigtigt samlingssted for mange mennesker, og derfor er det mere end glædeligt, at teatret nu får mulighed for at udvide og skabe nye, forbedrede rammer for sine gæster.

Randers Teater er teater for alle
Sæsonen 20/21 er netop skudt i gang med billetsalg, sæsonprogram og teatrets nylige Reumert-nominering i kategorien ”Årets Musikteater og Musical” for forestillingen Viva Las Vegas.

Teatrets gæster kan se frem til en sæson med 10 familieforestillinger og 30 voksenforestillinger, hvoraf 8 af dem er egenproduktioner. Teatret præsenterer blandt andet internationalt animationsteater, komiske operetter, moderne dans, klassisk kabaret og historisk drama. Derudover holder teatret fast i En Til Alle ordningen, der inviterer alle børn og unge i kommunen – fra vuggestue til 10. klasse og gymnasiet – i teatret en gang om året.

Med 3 voksenforestillinger og 5 familieforestillinger, som teatret selv producerer, kan publikum opleve den scenekunst, der langt hen ad vejen er essensen af Randers Teater. Det er vidt forskellige forestillinger, der spænder fra Niels Olsens morsomme Rugsted og Kreutzfeldt kabaret Tilfældigvis forbi henover julefortællingen om Gnisten og Pakkefabrikken til et menneskeligt drama med historisk vingesus i Forræder. Fælles for dem er, at de er lavet af det samme grundstof; kærlighed og passion. Kærlighed til den gode historie, og passion for den levende scenekunst, der rør os, får os til at reflektere og gør os klogere på os selv, hinanden og livet.

Kommentarer