Randers står sammen om at hjælpe ukrainere på flugt
En hotline der kan svare på spørgsmål, formidling af privat indkvartering, og masser af hjælpemuligheder. Det er blandt resultaterne af borgmesterens møde med civilsamfunds-organisationer.
Torsdag den 3. marts mødtes borgmester Torben Hansen med civilsamfundsorganisationer for at koordinere hjælpen til ukrainere, der er på flugt fra krigen i Ukraine.
“Det er lige nu en fælles opgave mellem kommune og civilsamfund at hjælpe alle de mennesker fra Ukraine, der står midt i en dybt tragisk situation. Når de kommer til Randers, har de både brug for tag over hovedet, mad på bordet og en hel masse praktiske ting, som vi i fællesskab skal løse bedst muligt. Derfor er jeg glad for de mange frivillige og organisationer, der er parate til at løfte opgaven i et samarbejde med Randers Kommune, ” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.
Hotline
Randers Kommune opretter nu en hotline som vil være bemandet alle ugens syv dage. Her kan man henvende sig uanset, hvad det drejer sig om i forbindelse med ukrainske flygtninge – fx hvis der er brug for tag over hovedet eller mad på bordet. I hotline vil man videreformidle til de rette for at håndtere situationen og skaffe hjælp hurtigst muligt.
Formidling af privat indkvartering
I fællesskab med den frivillige gruppe, “Værtsfamilie for ukrainske flygtninge – Randers” vil der nu blive koordineret og sikret tag over hovedet til dem, der er på vej til Randers eller allerede er ankommet. Bag gruppen står Kasper Honoré, som kommunen nu har indgået en aftale med om at formidle privat indkvartering. Samtidig er der oprettet emailen ukraine.bolig@randers.dk som kommunen besvarer, ligesom man nemt via en formular på kommunens hjemmeside www.randers.dk/ukraine kan man melde sig hvis man har plads til flygtninge.
“De informationer om boliger, som vi får ind, koordinerer vi med Kasper Honoré, der dermed har så mange boliger som muligt at stille til rådighed. Lige nu er det civilsamfundet vi skal trække på og de virkelig dygtige kræfter her. Det er fantastisk, at det er muligt,” siger Torben Hansen.
Mad, tøj og hverdag
Samtidig er der også brug for mad, tøj og at få en hverdag, hvor børn der kommer hertil, kan få gode oplevelser. Og også her står civilsamfundet klar.
På mødet blev det også tydeligt, at flere organisationer allerede er i gang med at koordinere hjælp til Ukraine. Organisationernes erfaringer og input resulterede i en aftale om at vil man gerne være frivillig, kan man skrive til Ukraine.frivillig@randers.dk og så vil kommunen koordinere, at man bliver sendt videre til de rette organisationer.
“Samtidig er der allerede rigtig meget godt at trække på. Venligboerne Randers er klar med mad, tøj og muligheder for fællesskab. Den Blå Paraply stiller lokaler til rådighed og kan især hjælpe ensomme flygtninge, der kommer alene, mens Red Barnet Randers allerede er gået i gang med at tænke i aktiviteter for børn og familier, og Kirkens Korshær står klar med tøj,” siger Torben Hansen og fortsætter:
“Vi har for eksempel netop fået at vide, at direktøren for Randers Regnskov, Henrik Herold, har besluttet, at Randers Regnskov fra i dag er gratis for alle med ukrainsk pas.”
Alle mulighederne vil blive samlet på kommunens hjemmeside, sådan at det er nemt at finde og formidle videre til dem, der har behov for det.
“Udviklingen i Ukraine udvikler sig fra time til time, og vi kender ikke omfanget af opgaven. Lige nu har vi som kommuner lovgivningen i mod os, men insisterer på at vi naturligvis skal hjælpe. Den opgave kan vi kun løse, hvis vi gør det sammen,” siger Torben Hansen.
Kommentarer