Randers skal lære af Kolding – vi har brug for varige løsninger, ikke symbolske projekter

Af Anker Boje, Østbroen
I Kolding er der netop truffet en klog og langsigtet beslutning: En 1,2 km lang betonmur og et nyt pumpesluse-anlæg skal beskytte byen mod fremtidige stormfloder og 100-årshændelser. Det er en løsning, der både beskytter mennesker, bygninger og infrastruktur – og den slags beslutninger bør inspirere os i Randers.
For her står vi med nøjagtigt de samme udfordringer. Klimaet forandrer sig, og vandstanden i Randers Fjord og Gudenåen stiger hyppigere og mere voldsomt. Det mærkes i Uggelhuse, Mellerup, Udbyhøj og Randers bymidte – og det er ikke længere nok at lægge sandsække og håbe på det bedste.
Hvis vi i Randers nøjes med at satse på en såkaldt klimabro – og intet andet – så svigter vi både borgerne og virkeligheden. En klimabro løser ikke problemet med stormflod og høj vandstand. Tværtimod. Uden samtidig at sikre lavtliggende områder vil vi se 29 kilometer veje og to færgeoverfarter blive oversvømmet – med massive konsekvenser for både daglig transport, erhvervsliv og beredskab.
Derfor må lavbundsjorde spille en aktiv rolle i klimatilpasningen. De bør inddrages som bufferzoner, der kan tage trykket fra vandet og forhindre, at oversvømmelser rammer beboede områder. Men det kræver, at vi tænker i helheder og tør prioritere de nødvendige investeringer.
Med den pressede økonomi i Randers Kommune er det afgørende, at vi bruger pengene rigtigt. Det giver ikke mening at bruge millioner på symbolske prestigeprojekter, hvis borgernes hjem, virksomheder og veje samtidig står under vand ved næste stormflod. De penge bør i stedet gå til varige, konkrete løsninger – som Kolding gør.
Kommentarer