Randers: Opfordring til medarbejdere om at vikariere
Der bliver fortsat passet på ældre og handicappede, men vikardækning i sommeren er så stor en udfordring, at medarbejdere nu opfordres til at vikariere, hvis de har tid.
De gode jobs som podere på corona-testcentre udfordrer så voldsomt i forhold til at skaffe sommervikarer, at Randers kommune nu opfordrer medarbejdere til at vikariere som sommerafløsere inden for omsorg og det specialiserede socialområde, hvor der er et akut behov. Derfor opfordrer Randers Kommune nu alle medarbejdere, der kan afse nogle timer eller uger til at blive vikar.
“Mange unge har tjent en god løn som podere. Samtidig har mange tjent så godt, at de vælger at holde sommerferie, fordi de ellers kommer til at tjene for meget i forhold til SU-loftet. Nu mangler de i vores sommerplanlægning. Vi har gjort en massiv indsats for at finde vikarer, men der stadig udfordringer med at få vagtskemaer til at hænge sammen,” siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune.
De udfordringer er på ældreområdet og på det specialiserede socialområde.
Derfor har Jesper Kaas Schmidt netop sendt en opfordring til alle medarbejdere om at vikariere som sommerafløser, hvis der er mulighed for det.
“Vores medarbejdere på omsorgsområdet og det specialiserede socialområde har brug for ferie. Der er blevet knoklet i et corona-år. Nogle steder har det været muligt at omlægge ferie, men det er også vigtigt, at man får mulighed for at restituere sig. Men selvfølgelig sørger vi for den basale pleje til alle. Jeg håber, at der blandt vores medarbejdere er nogle, der kunne tænke sig at tage nogle timer som vikarer,” siger Jesper Kaas Schmidt.
Der mangler vikarer til at indgå i arbejdet med at imødekomme behov og ønsker hos beboere på ældrecenter og på det specialiserede socialområde. Der kan både være tale om opgaver som ordinær pleje og aktiviteter for borgere.
En række tiltag er gjort
Mange kommuner står i samme situation, og der er i Randers Kommune allerede gjort en række tiltag for at finde vikarer. Der har været indrykket stillingsopslag i medier, på kommunens hjemmeside og via sociale medier. Der er sendt stillingsopslag om sommerferieafløsning til VIA, SoSU-uddannelser, medicinstudiet i Aarhus, ligesom der er rettet henvendelse til Falck med jobopslag til de podere, der ikke længere er brug for. Der er også rettet henvendelse til afgangselever på gymnasierne.
“Samtidig har vi selvfølgelig benyttet os af dem der stod i vores Covid-19 jobbank, vi har arbejdet tæt sammen med Randers Jobcenter og Børn og Skole-forvaltningen udlåner deres podere her i sommeren. Og på det specialiserede specialområde har vi desuden tæt kontakt til eksterne leverandører og vikarbureauer,” siger Jesper Kaas Schmidt.
Indsatsen har gjort en forskel. Hvor der før manglede ca. 75 stillinger på omsorgsområdet, mangler der nu cirka 40 stillinger.
Konsekvenser i sommeren
“Konsekvensen er, at borgerne vil opleve flere forskellige hjælpere end normalt, og hvis en medarbejder er helt ny, så kan det for borgeren måske også opleves som om, at kvaliteten af hjælpen ikke er den samme som normalt, ” siger Jesper Kaas Schmidt.
Samtidig kan det også blive nødvendigt at udsætte opgaver – det vil dog ske ud fra en konkret og individuel vurdering.
“Vi har kontaktet både brugere, pårørende og borgere for at fortælle, hvordan situationen ser ud. Og i den her situation, vil vi prioritere den basale pleje,” siger Jesper Kaas Schmidt.
På det specialiserede socialområde er udfordringerne størst inden for børnehandicapområdet og især i de meget specialiserede tilbud, som også kræver kvalifikationer hos vikarerne, fordi børnene er svært handicappede eller har meget nedsatte kognitive funktioner. Det er særligt en udfordring at bemande i uge 29 i forhold til børn, som er i aflastning på et kommunalt tilbud.
“Det er vigtigt at understrege, at børnenes basale behov for omsorg bliver dækket. Men der kan blive brug for at drosle ned på individuelle sommeraktiviteter og udflugter. I stedet vil vi prioritere fælles aktiviteter og udendørs aktiviteter. Vi er i den situation, at når skoler og SFO lukker ned, så betyder det, at børn i botilbud eller aflastning inden for det specialiserede område opholder sig hele døgnet på botilbuddet. Det presser vagtdækningen yderligere. Og vi kommer til at kontakte forældre for at høre, om vi kan indgå en aftale om, at deres børn ikke tilbydes aflastning i uge 29. Det bliver selvfølgelig efter en individuel vurdering af barnets behov,” siger Jesper Kaas Schmidt.
For øjeblikket drejer det sig om, at der er 16 børn, hvor forældrene vil blive kontaktet. Vikardækningen er p.t. sværest at få til at gå op på Specialindsats Børn og Unge Mellerup, hvor der bor 55 børn og unge.
Kommentarer