Randers Naturcenter sætter fokus på fuglenes bevidsthed
Fugle tænker også tanker. Dyr lever i nuet og kan slet ikke planlægge fremtiden. Det har været den gængse opfattelse blandt videnskabsmænd i årevis, men forsøg med kragefugle har ført til et skift i den tankegang. Randers Naturcenter sætter fokus på fuglenes bevidsthed i nyt foredrag.
Hvad er ligheden mellem en kragefugl og et barn? Det lyder som begyndelsen på en dårlig vittighed, men det er faktisk ramme alvor. Forskere har de seneste år interesseret sig for, hvad kragefugle tænker, og indtil videre tyder det på, at de er meget mere intelligente end først antaget. Forsøg viser blandt andet, at kragefugle er i stand til at løse nogle af de samme opgaver som et femårigt barn.
Af skade bliver man klog
Biolog Sussie Pagh har samlet den nyeste forskning i foredraget “Af skade bliver man klog”, som kan opleves på Randers Naturcenter tirsdag den 25. september.
– Det, der fascinerer mig mest, er at gå ud om aftenen, kigge op i træerne og se hvordan store flokke af kragefugle samles. Så tænker jeg: “Hvorfor gør de det? Er det fordi de kommunikerer med hinanden?”
Kan genkende egne fjer
Hvis hunde kigger ind i et spejl, så kan de ikke gennemskue, at de ser sig selv. Men det kan husskaden, som er en af de syv kragefugle, der lever i Danmark.
Og hvad skal man så stille op med den information udover, at det kan være et sjovt fun fact at have i baglommen? Sussie Pagh mener, at den slags resultater gemmer på meget mere end bare kuriøs viden om naturen.
– Vi kan bruge det til at forstå andre væsener i verden. Og måske også vores egen udvikling af intelligens. Altså hvorfor har mennesket udviklet en hjerne, der er større end andre dyr, siger hun.
Fra myte til videnskab
Kragefugle som ravne er kendte figurer i sagn og myter. Tænk bare på den nordiske mytologi, hvor Odins to ravne Hugin og Munin fra et fugleperspektiv holder øje med verdens gang.
Læser man i “Æsops fabler”, så finder man en historie om en krage, som med snilde og list hæver vandstanden i en brønd. Forskere har efterlignet den gamle historie i et forsøg med råger i et laboratorium. Her lå der en godbid i vandoverfladen, som fuglen ikke umiddelbart kunne få fat i. Men ved hjælp af små sten, så fik den gennemskuet, at den kunne hæve vandstanden og hapse godbidden. Og på den måde blev den gamle fabel til konkret videnskab.
Tirsdag den 25. september klokken 19 – ca. 20.30 på Randers Naturcenter fortæller Sussie Pagh mere om kragefuglenes mentale evner og mystikken, som de er forbundet med.
Kommentarer