Samfund

Randers Kommune hjælper med smitteopsporing

Nu får Styrelsen for Patientsikkerhed hjælp til opgaven med smitteopsporing af Randers Kommune. For at bryde smittekæderne bliver borgere, som er testet positive for coronavirus, ringet op og får hjælp til isolation.

Siden 1. februar har Randers Kommune hjulpet med at kontakte borgere, som er konstateret smittet. Styrelsen For Patientsikkerhed har ansvaret og den primære kontakt, men hvis de ikke kan få kontakt, hjælper tre konsulenter fra smitteopsporingsenheden i Randers Kommune med at ringe borgerne op eller kontakte borgere på deres bopæl.

“Vi bruger vores lokale kendskab til at komme i kontakt med borgere, som er smittede, så vi kan vejlede dem i, hvordan de kan isolere sig bedst muligt. Vi tager borgernes konkrete situation i betragtning, når vi taler med borgerne om, hvordan de kan isolere sig og hvem af deres nære kontakter, de bør tage kontakt til, så de nære kontakter kan blive testet. Dem, vi har talt med, har været meget positive og takket for opringningen,” forklarer Maja Andersen, coronakonsulent i Randers Kommune.

Opsporingen og vejledningen sker for at bryde smittekæderne, så færre risikerer at blive ramt af sygdommen.

Opfølgende samtaler

Et par dage efter at smittede borgere bliver kontaktet vedrørende smitteopsporing, bliver de kontaktet med et opfølgende opkald om status på deres isolation. Også disse opkald hjælper Randers Kommune nu Styrelsen for Patientsikkerhed med.

“Vi ringer op og spørger til, hvordan helbredet har det, og om de har svært ved at være i isolation. Der kan være problemer med at få luftet hund, få handlet ind, hente medicin eller andre praktiske ting. Det kan også være psykisk udfordrende at være isoleret. Det kan vi alt sammen hjælpe med, og vi kan også hjælpe med at tage kontakt til borgernes nære kontakter. Vi kan også informere om, at vi har isolationsfaciliteter eller tale med dem om, at de kan isolere sig i sommerhus eller lignende,” fortæller Maja Andersen.

Skulle smittetallene ske at stige, bliver smitteopsporingsenheden tilsvarende udvidet, så den passer til smitteosporingsopgaven.

31 af landets 98 kommuner er gået i gang med at kontakte borgere, der er smittede med coronavirus. I januar var det to procent af de smittede borgere, som Styrelsen for Patientsikkerhed ikke kunne få kontakt til.

Kommentarer