Samfund

Randers klar til forsøg med billige boliger til socialt udsatte

Foruden Randers Kommune består de seks frikommuner af Favrskov, Høje-Taastrup, København, Roskilde samt Aarhus Kommune,

Randers Kommune var én af i alt seks frikommuner, som Social – og Indenrigsministeriet i oktober udpegede til afprøve nye metoder til at skaffe flere og billigere boliger til borgere med sociale udfordringer. 

Manglen på små boliger til en husleje, der kan betales, er et velkendt problem for mange kommuner. Boligmanglen gør det vanskeligt at støtte borgere med sindslidelse, handicap eller andre sociale udfordringer til et selvstændigt liv i egen bolig, fordi de ikke evner at betale en høj husleje.

Seks såkaldte frikommuner, der foruden Randers består af Favrskov, Høje-Taastrup, København, Roskilde og Aarhus vil forsøge at gå nye veje for at skaffe flere, billige boliger. Det sker gennem fem, konkrete forsøg, hvor nogle har deltagelse af alle kommuner, mens andre forsøg kun afprøves i udvalgte kommuner – afhængig af lokale udfordringer og behov.

Fælles for alle forsøg er, at den gældende lovgivning ikke giver mulighed for at afprøve ideerne, og derfor skal kommunenetværket have dispensation fra Folketinget.

Frikommunenetværket har i dag sendt deres fælles ansøgning til ministeriet med detaljerede beskrivelser af de fem forsøg. 

Disse tre forsøg deltager Randers i: 

Midlertidigt huslejetilskud

Midlertidigt huslejetilskud på op til 2000 kroner om måneden skal sikre, at flere borgere kan få eller fastholde en permanent bolig. Tilskuddet forudsætter, at borgerne samarbejder om en plan for borgerens udvikling. Midlertidig huslejetilskud kan gives i en periode på to år med mulighed for forlængelse, og rettes primært mod almennyttige boliger.

Deleboliger til to eller flere personer

Ved at etablere deleboliger eller bofællesskaber får kommunerne flere boliger i spil til målgrupper, der ikke har råd til egen bolig. Kommuner, der har gjort brug af den nye boligtype, oplever udfordringer i forhold til boligstøtte, indretning og opkrævning af husleje og forbrugsudgifter. Forsøget retter sig primært mod almennyttige boliger. 

Midlertidige lejekontrakter

Beboere i midlertidige kommunale botilbud får i dag en permanent lejekontrakt. Det betyder, at de har ret til at blive boende, også når de ikke længere har behov for den støtte, der gives. Med midlertidige lejekontrakter vil kommunerne hjælpe borgerne videre til den bedst egnede boligform, hvad enten det er et botilbud, bofællesskab eller fastholdelse i nuværende bolig.

Kommentarer