Kultur

Randers goes Tønder

Værket/Turbinen nærmer sig en mini Tønderfestival tirsdag den 4. og onsdag den 5. februar.

Niels Hausgaard spiller begge dage i Værkets store sal, og i Turbinen er der også kendte toner fra Tønder på programmet.

Folkemusik i Randers får tirsdag besøg af legendariske Oysterband, og onsdag gælder det Le Vent du Nord fra Quebec.
Oysterband spiller intens folkrock, og det har de gjort i mere end 40 år. Selv om musikken ikke er traditionel engelsk folkemusik, skinner “rødderne” igennem. Anført af den karismatiske sanger John Jones er man sikker på en aften med passion og indlevelse.

Og onsdag den 5. februar er det ganske andre toner, når det canadiske band Le vent du Nord står på scenen i Turbinen.
Koncerten med Le Vent du Nord støttes af Fonden Harmonien.
Le Vent Du Nord er en prisvindende kvintet, der er en af de fremmeste grupper, når det kommer den fransksprogede folk-tradition i Canada-provinsen Quebec. Deres energifyldte musik er bygget op omkring harmonika, guitar og violin, men deres lydbillede får især sit særpræg af Nicolas Boulerices karakteristiske drejelire. Det giver et jordnært, groftskåret udtryk til selv de mest højtflyvende dansemelodier.

På scenen skaber disse fem venner en intens, glad og dynamisk liveoptræden, der udfordrer traditionsmusikkens grænser i utallige globale retninger. Det er lyden af den moderne folkemusiktradition her og nu, og det danske publikum har i den grad taget imod bandet, der siden 2002 har spillet næsten 2000 koncerter på 5 kontinenter.

Folkemusik i Randers har som forening arrangeret koncerter i næsten 14 år, og de senere år har Turbinen været den primære scene.

Kommentarer