Randers’ frivillige går forrest
Læserbrev af Anne Sophie Callesen, bosiddende i København og folketingskandidat i Østjylland for Radikale Venstre.
I den politiske debat bruges der meget krudt på de dårlige eksempler. Og selvfølgelig skal der råbes op, når tingene ikke er i orden. Men vi glemmer ofte de positive historier. Forleden besøgte jeg et af tiltagene under initiativet ‘Randers mod ensomhed’, nemlig ‘barnevognsvennerne’. Her kommer en forælder med baby og barnevogn ud til et af byens plejehjem og tager et par ældre med ud på en gåtur.
‘Barnevognsvennerne’ er en stor succes, da både en gåtur og en smilende baby på skødet værdsættes på plejehjemmene. Denne type af frivillighed er med til at give plejehjemsbeboere et mere indholdsrigt liv: Tiden til gåturene, tiden til at blive og snakke har en enorm værdi. Det var ganske tydeligt for mig at se, selvom jeg kun var på besøg en enkelt dag.
Frivillige må dog aldrig overtage de opgaver, som er fagpersonalets, og som fagpersonalet med deres viden og erfaring gør bedst. Derfor mener jeg, at vi politisk skal fremme frivillighed, som er et sundt supplement. Men samtidig mener jeg, at vi er nødt til at give en politisk garanti for, at det ikke skal misbruges og erstatte fagpersonale.
Jeg mener derfor, at man med stor tydelighed fra både Christiansborgs side og fra KL’s side bør understrege, at dette ikke skal være et besparelses-trick. Dermed ville man også kunne fjerne den rest af skepsis, som findes hos nogle grupper af ansatte, og gøre vores frivilligsektor endnu bedre – for det kan den nemlig blive igennem et godt og konstruktivt samarbejde med de ansatte, som kender borgerne bedst.
Det, jeg oplevede i Randers, var meget positivt og noget, som vi politisk set må arbejde på at udbrede til alle danske kommuner på en ordentlig måde.
Vil du følge med i nyhederne fra dit lokalområde? Så gå på Facebook og giv et “synes godt om” til Randers Netavis her
Kommentarer