Randers FC hyldet på rådhuset med bobler og borgmestertale
I går aftes blev der festet igennem i gaderne i Randers efter Randers FC’s flotte pokalfinalesejr på 4-0 over Sønderjyske. I dag var holdet inviteret en tur på byens rådhus, hvor borgmester og kommunaldirektør stod klar med lykønskninger og bobler til hele det vindende hold – og teamet bag.
Her er et uddrag af Borgmester Torbens Hansens tale på rådhuset:
– 4-0 i pokalen. Det er en bedrift som sikrer, at vi ikke bare i hele Randers, men i hele Østjylland er stolte over jer og hele teamet bag.
Stor tak for en fantastisk oplevelse, en fantastisk eftermiddag for fans, for klubben, for byen, ja for alle. Og I skal huske, at den her kamp går aldrig i den lokale glemmebog og heller ikke i jeres egen glemmebog. Det er en oplevelse man kan tage med sig.
Og på samme måde som I har været spændte og nervøse inden kampen, så har hele byen og hele kommunen også været det. Finalen har været samtaleemne de seneste uger. Jeg håber, at I har kunnet mærke opbakningen og den enorme interesse.
Randers har stolte fodboldtraditioner og nogle legendariske pokalsejre i bagagen. Nu har I sikret, at vi for femte gang kan kalde os pokalmestre. I kan være stolte af titlen. I har kæmpet for den og slidt for den. Det har været en stor oplevelse af følge jer hele vejen til sejren. Vi er super stolte af jeres bedrift. For her i byen og kommunen står vi sammen om Randers FC Fodbolden har en helt særlig betydning her i kommunen.
Det er en del af vores DNA. Det er det også for mit vedkommende. Min barndom var i de gule blokke i Sjællandsgade – lige ved stadion. Så fodbold fyldte og fylder for os alle. Desværre kan de mange fans og byen ikke fejre pokalsejren, som vi gerne ville pga. coronaen. Hvis vi måtte, så havde der været tusindvis af randrusianere, der havde været nede for at hylde jer.
Randes FC har ikke alene stor betydning på eliteplan. Klubben har også stor betydning for hele foreningslivet i kommunen. Randers FC har på fornem vis taget en stor samfundsmæssig opgave med jeres sociale engagement uanset om det handler om Jobakademiet, Ferie camp for udsatte eller et andet af de mange sociale projekter, I arbejder med. Det er alle projekter, som bidrager til at løfte det enkelte menneske og skabe muligheder og det er vel egentlig også sjælen i al sport – at løfte det enkelte menneske og skabe muligheder.
Samtidig ved jeg, at FN’s Verdensmål fylder hos jer. I har et oprigtigt ønske om at bidrage til en bæredygtig verden. For mig at se er I dermed noget helt særligt. I leverer fodbold af høj kvalitet, og samtidig er I et hold, en klub, og et fællesskab der gør en stor og positiv forskel. Alle i klubben hjælper med. Alle er en del af holdet. Det tror jeg også er hemmeligheden bag jeres succes. Alle i klubben er med, alle omkring holdet, og holdet hjælper hinanden. Ingen primadonnanykker her. OG det falder smukt i tråd med hele ånden i Randers. Det er også det, der der hjælper når fodboldkrisen måske banker på, og det der gør sejrens sødme endnu større.
At man har gjort det i fællesskab og at alle I og omkring klubben er en del af det.
Når de blå heste vender sejrrige hjem så bliver vi alle sammen meget stolte. Stolte over så store præstationer. OG stolte over, at det netop er en klub med stærke værdier og fokus på fællesskab fra den yngste til den ældste fra den frivillige til medarbejderen.
Tak for indsatsen, for godt spil og for sejren. Det betyder uendelig meget for jer og for os som by.
Kommentarer