Randers bliver værtsby, når Kongeparrets Priser for første gang skal uddeles til oktober

Når Kongeparrets Priser for første gang bliver uddelt af H.M. Kongen og H.M. Dronningen, bliver det i Ridehuset på Værket i Randers, hvorfra prisuddelingen transmitteres via DR til hele landet.
Ridehuset på Værket i Randers danner rammen om en aften med kunst, socialt arbejde og fællesskaber i centrum. Kongeparret vil uddele tre priser til dem, der samler os og bevæger os.
– Vi glæder os virkelig meget til at være værtsby for Kongeparrets Priser. Det er en fantastisk mulighed for at være sammen om at fejre helt særlige mennesker og hylde de personer og organisationer, der gør en forskel og inspirerer. Ridehuset på Værket bliver en skøn ramme til at huse både byen, prismodtagerne og Deres Majestæter, siger borgmester Torben Hansen (S) i en pressemeddelelse.
Masser af musik
Aftenen vil, ud over prisoverrækkelser, indeholde masser af god musik.
Programmet byder blandt andet på den danske stjerneproducer Anton Westerlin samt en af danmarks ikoniske popstemmer, Lis Sørensen. Derudover kan Kongeparret og publikum glæde sig til at høre hitmagerne Jonah Blacksmith.
Det fulde program vil blive annonceret senere.
Det vil være muligt at købe billet til Kongeparrets Priser fra lørdag den 4. oktober via Værket.
Showet vil blive optaget og sendes 1. november på DR1 klokken 21.
Om Kongeparrets Priser
Kongeparrets Priser går til dem, der inden for socialt arbejde, kunst og kultur samt fællesskaber samler os og bevæger os. Udover et pengebeløb på 500.000 kr. modtager prismodtagerne et skræddersyet forløb fra Bikubenfonden til en værdi af 300.000 kr. med fokus på at udvikle og udbrede deres vigtige arbejde.
Priserne udspringer af en bryllupsgave fra Bikubenfonden, der blev givet til det dengang nye Kronprinspar i 2004. Frem til 2023 blev der under titlen ’Kronprinsparrets Priser’ uddelt i alt 61 priser inden for kultur og kunst samt socialt arbejde. I anledning af, at Kronprinsparret blev til Kongeparret i 2024, har priserne ændret navn og form og består nu også af en pris med fokus på fællesskaber.
Læs mere her Kongeparrets Priser | Bikubenfonden
Kommentarer