Randers biblioteket tilbyder spændende og lærerige kurser
Fra 1. september kan du tilmelde dig bibliotekets populære it-kurser og workshops.
Kom “Godt i gang med Windows 10”, “Erindringsskrivning”, “Bliv dus med iPhone og iPad”, “Film og lydbøger online”, eller prøv et af bibliotekets helt nye tilbud, “Bliv klogere på Fake News”.
Fake News er et begreb, som for alvor har sneget sig ind på nyhedsscenen, og mange taler om, at falske nyheder er styrende for mediebilledet og de historier, vi alle deler og læser på de sociale medier. Se hvordan du spotter Fake News og undgå faldgruberne.
En anden nyhed er “En historiker i maven”. Er du interesseret i begivenheder, steder eller personer fra Randers? Vil du gerne se, hvad man skrev om nationale og internationale hændelser? Vi viser dig bl.a. hvor du kan finde artikler i gamle aviser fx. Randers Dagblad (1884-1976) og mange andre historiske kilder på nettet.
Der er gode muligheder for at lære hverdags-IT sammen med andre på biblioteket. Du bliver klogere, mens du er i hyggeligt selskab.
Tag en kursusfolder næste gang du besøger biblioteket, eller læs mere om indhold og datoer på hjemmesiden: www.randersbib.dk/kurser.
Har du brug for hjælp, så kig forbi eller ring på 87 10 68 00.
Kommentarer