Randers Bibliotek vinker farvel til over 140 års erfaring
Fire erfarne biblioteksassistenter går på efterløn og pension efter et langt arbejdsliv på Randers Bibliotek. Tilsammen har de over 140 års erfaring, og har været med i den digitale forandring af biblioteket.
Randers Bibliotek vinker farvel til over 140 års erfaring, når fire biblioteksassistenter går på velfortjent efterløn og pension.
Bente Thorngaard, ansat siden 1974, Lone Kristjansen, ansat siden 1977, Mona Blumensaat, ansat siden 1986, og Jane Mørch Jensen, ansat siden 2005, var samlet til en afskedsreception på Randers Bibliotek 2. juni.
Stor digital forandring
De fire medarbejdere har som biblioteksassistenter dag for dag arbejdet side om side med en kolossal digital forandring af biblioteksvæsenet.
Da de første blev ansat i 1970’erne var bøgerne gennem mange flere hænder, end i dag.
-I gamle dage bestod et vagthold af en hel hær, nu er det skrumpet ind til næsten ren selvbetjening, fortæller Lone Kristjansen.
Før i tiden blev alle afleveringer set igennem – bog for bog – om der skulle være en håndskrevet reservering på en bog. Var der det, så skulle et postkort, der var udfyldt af låneren, sendes afsted.
I dag er den proces fuldt automatiseret i afleveringsrobotten, og reserveringerne lander blot i en kasse for sig i afleveringsautomaten, og brugeren får besked på sms eller mail.
-EDB’en lettede meget. Før det brugte vi jo kartotekskort og hulkort, fortæller Bente Thorngaard.
Lone Kristjansen har arbejdet som IT-administrator, og var med til at arbejde med EDB, da den første computer ankom til biblioteket i 80’erne.
– Jeg har hver gang været med til konverteringer af bibliotekssystemer, og det er jo sket nogle gange gennem tiden. Men det har været lige spændende hver gang, fortæller Lone Kristjansen.
Den stigende mængde af arbejde på computeren gjorde også, at alle biblioteksmedarbejdere i 1990’erne skiftede titel til biblioteksassistenter.
Den bedste arbejdsplads
I 2005 blev Jane Mørch Jensen ansat som IT-medarbejder. Men da IT-afdelingen blev lagt over til kommunen, så spurgte hun, om ikke hun måtte blive på biblioteket som biblioteksassistent.
-Jeg har altid godt kunne lide at være på biblioteket. Det er den bedste arbejdsplads, jeg har været på. Det bedste ved det, er, at det er så varieret med udlånsvagter, køre på lager og plukke reserveringer, siger Jane Mørch Jensen.
Det er især samarbejdet mellem forskellige fagligheder, der har gjort biblioteket til en særlig arbejdsplads. Det fortæller Mona Blumensaat, der har arbejdet med at indkøbe bøger i de seneste mange år.
– Det har været det gode ved mit job, jeg har skulle sparre med bibliotekarerne, og vi har altid haft det godt med dem, siger Mona Blumensaat.
-Der har altid været mange gode kollegaer. Om det er bibliotekarer, assistenter, betjente eller rengøring, så har vi haft det godt med hinanden alle sammen, fortæller Bente Thorngaard.
Nu venter en tilværelse for alle fire med velfortjent fritid.
Mona Blumensaat ser især frem til at komme ud at rejse og tilbringe tid med børnebørnene.
Lone Kristjansen har med sin mand købt en autocamper og de kommer ud og ser Danmark, men vil også komme længere ud, når grænserne bliver åbne.
Bente Thorngaard ser frem til at passe både børnebørn og have.
Jane Mørch Jensen, som endnu har en måned tilbage på biblioteket, vil gå en masse ture og lære tysk på aftenskole.
Kommentarer