Randers By

Randers Bibliotek: gør gode gerninger

Mads Steffensen og Ulla Essendrup er værter ved dette års Danmarks Indsamling.

Frem til den 3. februar donerer Ole Kirks Fond, LEGO-familiens almennyttige fond, nemlig 25 kroner til årets Danmarks Indsamling, hver gang et barn gør en god gerning. Og alle, der deltager, får et armbånd.

En god gerning er at gøre noget, der gør en forskel for et andet menneske. Den næste tid kan børns gode gerninger både sprede glæde herhjemme og samtidig gøre en verden til forskel for børn der lider af sult i lande som Nepal, Afghanistan og Bolivia.

Sådan lyder budskabet, når Randers Bibliotek sammen med landets øvrige børnebiblioteker, DR Ramasjang & Ultra og LEGO-familiens almennyttige fond, Ole Kirks Fond, samler ind til Danmarks Indsamling 2017 i fællesskab med alle danske børn.

– Hvad enten man bruger to minutter på at hjælpe sin klassekammerat med at løse et regnestykke eller to timer på at hjælpe sine forældre med lørdagsrengøringen, så giver den gode gerning 25 kroner til årets Danmarks Indsamling. Penge som kan betyde en afgørende forskel for børn der sjældent eller nærmest aldrig for et ordentligt måltid, af verdens mest udsatte egne. Derfor håber vi, at rigtigt mange børn indleverer gode gerninger her på biblioteket frem mod den 3. februar,  fortæller børnebibliotekar Jørgen Ledet.

Gode gerninger i fællesskab

Som noget helt nyt i år, får alle børn der deltager i indsamlingen et armbånd. Det håber man bliver et hit blandt børnene.

– Vi vil gerne skabe et landsdækkende fællesskab blandt de mange tusinde børn der gør gode gerninger, forklarer redaktør på Ultra Nyt, Tommy Zwicky og fortsætter:

– Med armbåndet får vi tydeliggjort historien om at danske børn er med til at gøre en forskel. Jeg håber man vil se armbånd på børn i gadebilledet, i skolen, på biblioteket – ja over det hele! Overalt i Danmark. Og at det kan være med til at skabe et fællesskab blandt alle dem der deltager. At man kan se man er en del af noget større.

Det eneste, man skal gøre, er at hente et skema på biblioteket, på www.dr.dk/ramasjang eller www.dr.dk/ultra, udfylde det med sine gode gerninger og aflevere det på Randers Bibliotek senest den 3. februar kl. 12.00.

Store som små gode gerninger tæller og udløser 25 kroner hver til indsamlingen. Ole Kirks Fond dækker op til 10 millioner kroner. Alle børn der deltager modtager et armbånd (så længe lager haves). Dog kun ét armbånd pr. barn.

Om Danmarks Indsamling 2017:

Danmarks Indsamling er en fælles indsamling til fordel for sultramte børn i Afrika, Asien og Latinamerika, som DR og 12 af Danmarks største humanitære organisationer står bag. Organisationerne arbejder for at hjælpe børnene med mad så de har overskud til at få en uddannelse og et godt liv.

Indsamlingen løber fra 4. januar og kulminerer med et tv-show på DR1 den 4. februar 2017 klokken 19.00.

Kan du lide, hvad du læser? Så gå ind på Facebook og “synes godt om” Randers Netavis her

 

Kommentarer