Kultur

Randers Art Week inviterer børnene med

Den 7. Randers Art Week rækker ud til børnene – via AOF Billedskole, Kunstmuseets Børne-billedskole og værkstedet Broen.

Randers Art Week (RAW) blev afholdt første gang i 2013. Formålet var dengang som nu at skabe et kunstforum, der én gang om året sætter fokus på Randers-områdets kunstneriske skatkammer.

I de mellemliggende år er der sket en udvikling indenfor børnekunst. Der er etableret flere kunsttilbud til børn i lokalområdet, og lejlighedsvis oplever byens borgere børnekunst i byrummet, når børn udstiller i forskellige butikker i Randers.

Naturlig udvikling

Bestyrelsen i RAW finder det naturligt at følge med udviklingen, og derfor inviteres børnene med i den kommende kunstuge omkring påsken 2019.

Randers Art Weeks fineste opgave er at opmuntre alle kunstnere i byen og kommunen, professionelle som amatører, til at deltage – herunder også børnene.

Tid og sted

Børn og unge har således mulighed for at prøve kræfter med to workshops, når AOF Billedskole holder åbent hus for 9-15 årige, fredag 12. april klokken 15 til 19 i AOF’s lokaler i Odinsgården.

Kunstmuseets børne – og billedskole tilbyder på tilsvarende vis collage- og maskesjov onsdag 17. april klokken 11 til 14 i Kunstværkstedet, Randers Kunstmuseum.

Endelig udstiller børn og unge fra værkstedet Broen deres kunst i forskellige butikker i Randers Midtby i samarbejde med Cityforeningen.

Kommentarer