‘Raga Jazz’ til Værkets Koncertsal
Randers Kammerorkester får lørdag den 23. september 2017 klokken 16 besøg af bandet ‘Raga Jazz’ i Værkets Koncertsal.
Med danske og indiske musikere og med saxofonisten Lars Møller som orkesterleder kombinerer ‘Raga Jazz’ de særlige farver i den indiske musik med amerikansk jazz og en skandinavisk tone. I forbindelse med koncerten vil Julie Friisholms mindelegat blive overrakt.
Musik fra flere hjørner af verdenskortet
De to orkestre mødes til en udveksling af musik og klange fra vidt forskellige dele af det musikalske verdenskort. Hver for sig præsenterer de to orkestre musik fra deres egen verden i henholdsvis første og anden del af koncerten og slutter derefter af med et fælles værk, hvor Kammerorkestret spiller sammen med de tre danske jazzmusikere og de to indiske musikere, der er medlem af Raga Jazz.
Tjekkisk temperament
Fra den klassiske verden kan publikum se frem til musik af to tjekkiske komponister – Antonin Dvorak og Bohuslav Martinu – i form af en Serenade i d-mol og en Nonet for ni instrumenter. Det er musik, hvor der er tydelige spor af den fyrige lidenskab, der er karakteristisk for den tjekkiske folkemusik. Folkemusikkens intense rytmiske kraft, medrivende udadvendte temperament og inderlige vemod markerer sig stærkt i begge værker af Dvorak og Martinu.
Raga Jazz
I anden halvdel af koncerten indtager Raga Jazz scenen med musikere, der har base i Mumbai, Kolkata, København, New York og San Francisco. Med et globalt perspektiv forener bandets fem musikere essensen af jazz og klassisk indisk musik i en kombination, hvor musikalske og kulturelle traditioner vendes på hovedet og sættes sammen på ny. Resultatet er musik med et unikt dramatisk udtryk, hvor hele paletten af farver og følelser bliver omsat til toner og rytmer.
Lars Møller
Som leder af Raga Jazz har Lars Møller rødder i både den amerikanske jazz og den indiske musik. Fra 1987 til 1989 studerede han således i New York, og i en længere periode fra 1989 til 1993 arbejdede han med klassisk indisk musik i New Delhi i Indien.
Han har som saxofonist, arrangør og komponist været kunstnerisk leder af Aarhus Jazz Orchestra fra 2012 til 2015 og optræder jævnligt som solospiller i Danmarks Radios Big Band. De øvrige medlemmer af Raga Lazz er Kala Ramnath på klassisk indisk violin, Thor Madsen på guitar, Abhijit Banerjee på tablas og Jonas Johansen på trommer.
Kommentarer