Purhus Idrætsforening og Cyklistforbundet i Randers får tilskud til cykelprojekt

Et nyt samarbejde mellem Purhus Idrætsforening skal få flere op og ud på cyklerne. Projektet har fået støtte fra Friluftsrådets lokalpulje, og de penge er blandt andet brugt til to nye el-mountainbike cykler, som lige nu bliver prøvet af på de guidede cykelture, Cyklistforbundet i Randers har arrangeret i forbindelse med Landsbyfestivalen.
Purhus Idrætsforening og Cyklistforbundet i Randers er gået sammen om et projekt – Naturcykling for alle. Et projekt som netop har fået støtte fra Friluftsrådets lokalpulje på 41.000 kroner. Projektet skal gøre det attraktivt og tilgængeligt for alle at få oplevelser og motion på to hjul i naturen. Samarbejdet indebærer aktiviteter i både Purhus Idrætsforening og Cyklistforbundet i Randers, som skal dele udstyr samt samarbejde om vidensdeling, udvikling og markedsføring.
Mountainbike med PIF
Purhus Idrætsforening har netop startet et mountainbikehold, hvor der arrangeres cykelture på 25-30 kilometer hver lørdag suppleret med ad hoc-ture efter ønsker.
Der cykles på småveje, grusveje, markveje og skovstier i det kronjyske område. Fællesskab og hygge er i fokus frem for fart og teknik, så alle kan være med.
Læs mere om holdet på www.purhusif.dk/mountainbike/
Cykelture for alle
Cyklistforbundet i Randers vil invitere alle – medlemmer og ikke-medlemmer – på cykelture på småveje, grusveje og markveje fire til seks gange om året samt kortere ture mandage sammen med Hjerteforeningen.
Midlerne fra Friluftsrådet er blevet brugt til indkøb af el-mountainbikecykler, som nytilkomne vil kunne låne til cykelture med Cyklistforbundet eller på Mountainbikeholdet i Purhus IF.
Derudover vil der blive indkøbt teknisk udstyr, så nogle af turene kan laves som temature, hvor der fortælles om de lokale steder og seværdigheder, man kører forbi på turene. Projektet vil dermed både sænke barrieren for at komme i gang med naturcykling i kraft af muligheden for at låne en el-MTB og hæve udbyttet via temature med fortællere.
Cyklistforbundet i Randers og Purhus Idrætsforening er rigtig glade for samarbejdet og støtten fra Friluftsrådet til projektet og glæder sig til at sætte projektet i gang.
De nyindkøbte el mountainbike cykler bliver i øvrigt taget i brug denne uge til de guidede cykelture i forbindelse med Landsbyfestivalen i Randers Kommune.
Kommentarer